< <<

Noter tilkonceptudvikling og visuel formidling - urbanitet og byrum

Lisa Rosenmeier og Hanne-Louise Johannesen

Guido Francescato: City as home and city as network

City as home: Byen er et objekt der huser samfundets borgere – på lige fod med at huset anskues fom et objekt der huser familien. Pre-industrielle byer ligner næsten en bygning, med mure udadtil og nærmest færdig i form. Idealbyen er gennem denne gentagne reception af byen set som en på en gang færdig bygningsmasse som kan kontrollere ethvert samfundsanliggende igennem geometrisk organisation og byggeproces. Byen som et hjem forbliver et centralt grundlag også i det 19. og 20. århundrede.

City as network: Pave sixtus V omstrukturerer ideen om Rom, med hjælp fra Domenico Fontana i 1585. Urbane rum forstås som noder identificeret ved vertikale markører som er forbundet i et netværk af rette gader der fungerer som visionstuneller, hvis formål det er at lede beskueren videre til næste node. Således bliver den tætte forbindelse mellem byens bygningsmateriale og bevægelsesflow, generator for urban form.

Frisættelse af rummet

Adolf Loos skrev i 1910, at hvis det var muligt for ham at fjerne al ornamentering på nye og gamle huse, så det kun var de nøgne mure, der stod tilbage, ville det være svært at skelne mellem et 1400-tals hus og et 1600-tals hus. Hvorimod (sidste halvdel af) 1800-tallets hus ville enhver lægmand ved første øjekast genkende. Han skrev det efter at have opholdt sig i USA fra 1893-1896, hvor han blev overbevist om, at den sande fornyelse indenfor arkitekturen lå i de nye materiale- og konstruktionsmuligheder. Tilbage i Wien reagerede Loos på den dekadence, som knyttede sig til Art Nouveau, og som ikke benyttede sig af de nye toner om ornamentfri arkitektur. Art Nouveau var i Loos’ øjne et tilbageskridt til forgangne tiders afhængighed af ornamentet. Han mente altså, at ornamentet kun er en ydre skal, der forhindrer bygherren eller arkitekten i at udforske bygningens krop og identitet. Men allerede to år forinden i 19082 reagerede Loos kraftigt mod ornamentet, som han forbandt med slaveri og epidemi. Ornamentet skader menneskets helse og forhindrer et folks kulturelle udvikling. Ornamentet stjæler tid fra håndværkerens arbejde og levner derfor mindre tid til det forarbejdedes kvalitet. Ornamentet er det, der kendetegner tidligere tiders epoker, og ved hjælp af ornamentet kan man skelne den ene periode fra den anden. Den arkitektur, som Loos taler for og bygger, er frigjort af ornamentet og giver helt andre problemstillinger mulighed for at udfolde sig. Loos nævner ikke selv rummet som det betydningsbærende, men som jeg ser det er det rummet, som frisættes af ornamentets snærende bånd.

Oplysningstiden (fra ca. 1690 - ca. 1780) var startskuddet til den ændrede opfattelse af rummet. I oplysningstiden blev det bevidste menneske født. Bevidst i forhold til dets forskellighed fra naturen og fra andre mennesker. Tiden var præget af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft og en overbevisning om det nødvendige i at udbrede kendskab til al menneskelig viden med det formål at frisætte mennesket fra traditionen og sædvanens snærende bånd. Denne rationelle tænkning medførte en overgang fra den materielle fortifikation og guddommelige higen, som var gældende i tiden før oplysningstiden, til et oplyst samfund hvor oplysning og rationalitet blev universelt gældende. En empirisk videnskabelig tilgang til verden overbeviste mennesket om naturen som en kontrollerbar størrelse, man kunne afsøge og kortlægge tilbagetrukket i sine laboratorier. At kende naturen er at betragte den udefra og løsrevet fra den objektgjorte natur. Der blev anlagt kontrollerede haver og vejnet, og naturen blev skubbet i baggrunden og betragtet som en ressource for mennesket, der trådte mere og mere i forgrunden – sågar foran Gud. Et andet vigtigt skift var opfattelsen af det rationelle individ overfor det, der var anderledes. I en rationel tidsalder må man nødvendigvis tage stilling til det, som er irrationelt såsom kriminelle, sindssyge og andet, der defineres som anderledes. Man gik derfor fra at beskytte sig mod det anderledes, det onde og det ukendte over til at indespærre det. Den brede befolkning blev således frigjort fra den omklamrende arkitektur som bymure og andre fortifikationsanlæg, og kunne i stedet benytte deres arkitektoniske kundskaber til andre formål. I 1781 bidrog Kant til en yderligere selvstændig rumforståelse med værket Kritik der reinen Vernunft, samtidig med at han så at sige lukker og slukker for oplysningstiden ved at stille spørgsmålstegn ved gyldigheden af den ’empiriske erkendelse’, der var så karakteristisk for oplysningens epoke. Kant tilføjer den empiriske fornuft en a priori erkendelse, som er tilstede i enhver situation. Han baner således vejen for den mere sammenhængende rumopfattelse, der skelner moderne arkitektur fra tidligere tiders epoker, ved at påpege de geometrisk-matematiske rums begrænsninger. Kant skelner mellem videnskab og filosofi. Han stiller således et geometrisk rum over for et rum, der fremkommer ved hjælp af anskuelsen og ikke repræsenterer egenskaber ved ting placeret i rum eller deres indbyrdes relationer, men som har i sig en a priori erkendelse, der ligger forud for erkendelsen af et geometrisk rum.

I slutningen af 1800-tallet spirede en samhørighed mellem arkitektur og rum. Før havde arkitekterne koncentreret sig om bygningens overflade og betragtet det, der var imellem, som tomrum. Dermed blev arkitekturen ophøjet til ars magna, da rummets immaterialitet kom nær musikkens, der per definition er den mest immaterielle kunstneriske udtryksform. Immaterialitet var målestok i hierarkiet blandt kunstarterne. Det immaterielle rum blev den moderne arkitekturs kendetegn. Først da ideen om rum blev introduceret som et grundlæggende element for arkitekturen, blev arkitekterne i stand til at reducere betydningen af historiske stilarter (svarende til Loos’ ornament). Således blev det muligt at behandle materien med henblik på dens indhold – nemlig rummet indeni. 

Kevin Hetherington: The Badlands of Modernity – Heterotopia and Social Ordering.

KH definerer heterotopien (fra Foucaults Places of otherness) som spaces of alternate ordering. Benytter sig af Louis Marin som har arbejdet med utopiens to betydninger eu-topia og ou-topia og splittet dem ad for dermed at skabe et rum imellem som han betegner et neutralt rum og det er det KH definerer som heterotopi og udbygger dermed Foucaults egen beskrivelse. Mores utopia der var et godt sted men eksisterede ingen steder på nær i fantasien, har alligevel fået hele moderniteten til at stræbe efter det perfekte samfund. 

KH der dermed ikke moderniteten som en utopi (selv om ønskerne var der) og heller ikke som en dystopi (fejlslagen utopi). I stedet ønsker han at operere i mellemrummets proces for derigennem at se på ordningen af modernitet (i modsætning til modernitetens orden). Taler om social and spacial ordering  frem for social order. Gør meget ud af ikke at beskæftige sig med marginalerne da det let kommer til at blive dikotomisk da dem der marginaliseres er det, i forhold til en delmængde. Marginalisering er et site of resistence. For at undgå denne simplificering ønsker KH at benytte ordning frem for orden.

KH’s udgangspunkt for heterotopien er Palais Royal, (1785 Duc de Orleans (Philippe Egalité – under den franske revolution)) Stedet havde et marked, haver, cafeer og kom til at være spaces of alternate ordering. Det karnevaleske var tilstede og det stod som et fristed i forhold til de hierarkiske restriktioner i det franske samfund. Palais Royal havde ingen restriktioner i forhold til social rang. Cafeerne kom til at stå for forskellige politiske og kulturelle holdninger på tværs af stand. I 1789 havde palais Royal en central rolle for opstarten på den franske revolution.

Heterotopier er steder hvor anderledesheden hersker og hvor enten ikke-fastlagte sociale og rumlige relationer eller alternative repræsentationer af sociale og rumlige relationer findes. Heterotopier findes ikke i sig selv – det er en heterogen kombination af materialitet, sociale praksisformer og begivenheder og hvad dette betyder i relation til det ’normale’ samfund. Heterotopien er fysisk forankret men er ikke (i følge KH) modstandssteder, marginalsteder eller transgressionssteder. KH har valgt den mandlige bourgeois som central for analysen og som er det marginalerne må stå op imod.

Heterotopien befinder sig melle eu-topia og ou-topia og handler langt hen ad vejen om en rumliggørelse af utopia, hvilket naturligvis ikke er muligt i More’sk forstand. Marin understreger det utopiske ideal af lighedstegn mellem det gode, frihed og orden som det der har været med til at skabe det moderne samfund. Denne proces kalder Marin utopics – hvor han mener en rumlig ’leg’ over temaet utopi. Heterotopien udspiller sig i mellemrummet mellem det gode sted og det usynlige men gennemtrængende intetsteds og alligevel allesteds af social ordning.

KH bruger Baumans definition på modernitet som en kamp mod ambivalens. Oplysningstidens udstødte blev gennem deres mangel på integration anskuet som roden til social uorden frem for som et resultat af den sociale strukturering. Magten forskubbede sig fra at være spilmestre (gamekeepers) til at være gartnere. Vigtigt for KH er ikke at se på det 20. århundredes økologiske byer, ø-lejre, kibbutz mm da de udgør næsten udelukkende et kritisk syn på det moderne liv. Han ønsker at se på hvad det er disse ’samfund’ forsøgte at flygte fra. utopisk diskurs er for Marin en kritik der opstår som en ideologi der er forbundet til social forandring. Utopi et en stræben efter noget umuligt – social orden – men i denne stræben affødes en række sociale ordninger – intenderede såvel som ikke-intenderede. 

Michel Foucault: Of other spaces - HETEROTOPIA

Utopia er et sted uden et fysisk rum. Det er et sted, som har en generel relation af direkte eller omvendt analogi til det reelle samfunds rum.

Utopia repræsenterer det gældende samfund i en perfekt form eller det samme samfund vendt på hovedet, fælles er, at utopier er fundamentalt ikke reelle steder. Således beskriver Foucault utopien. Til at beskrive et lignende sted, der afspejler det reelle samfund, men er lokaliseret i den fysiske verden, bruger han ordet heterotopi. Hetero betyder anden. Alle steder, der er repræsenteret i samfundet er repræsenteret simultant i heterotopien, enten som modsætning, vendt på hovedet eller som afspejling.

Heterotopien er udenfor alle steder, selvom den er lokaliseret fysisk og den kontrasterer de steder den reflekterer.

Legens univers er en heterotopi, hvad enten det er børnenes øde ø omgivet af farlige krokodiller repræsenteret ved forældrenes seng omgivet af tøjdyr, de voksnes indbyrdes kampe på stort anlagte paintball-baner i de danske skove eller legen iklædt rituelle handlinger. Legen udspiller sig indenfor bestemte tidsmæssige og rumlige grænser, og udspilles indenfor på forhånd givne eller tilfældigt opstået 'spillerum'.

Et spillerum der fungerer som en egen verden i den reelle verden. Foucault beskriver selv legens hjemsteder for fantasien som heterotopier i et interview fra 1966, forløber til et senere foredrag, hvor teksten 'Of Other Spaces' kommer fra.

Det moderne menneske lever i relationer.. Vi lever i en heterogen verden, der definerer sig som et netværk af relationer imellem, sites. Jeg har valgt at oversætte site med sted (der i ordet site ligger underforstået, at der sker noget). De enkelte steder er heterogene og lader sig beskrive via de relationer, de indgår i. Foucault bruger toget som eksempel på, hvordan et sted kan beskrives ved hjælp af relationer: toget kan passeres igennem af en passager, transportere passagerer fra et sted til et andet og passere forbi. Med andre ord er det netværket af relationer, der beskriver et givent sted og ikke stedet selv.

Heterotopien er en performativ topografi som er et punkt mellem linier og ikke en geografi der er linier (eller beskrivelser) mellem punkter.

Heterotopien er defineret af samfundet, men eksisterer samtidigt uafhængigt af selvsamme samfund. Heterotopien er udenfor samfundet - udenfor stedernes relationer selvom de spejler stedernes relationer og muligvis kan lokaliseres geografisk i samfundet. Nu har jeg flere gange nævnt, at heterotopien er fysisk lokaliseret. Her mener jeg ikke, at den nødvendigvis er at finde på konkrete, geografiske steder. Man kan ikke placere legens heterotopi på toppen af Valby bakke, som man kan, hvis der er tale om den heterotopi, der hedder Zoologisk Have. Fysisk lokaliseret henviser derfor til, at den foregår i den fysiske verden og ikke kun på et idémæssigt plan.

Første princip: Heterotopier skabes indenfor alle kulturer og spænder lige fra fortidens hellige steder, der var skueplads for rituelle handlinger til nutidens anbringelseshjem for afvigelser (alderdom, sindssyge, kriminalitet m.m.). 

Andet princip: Heterotopiens rammer er ikke evigt gyldige men spejler samfundet, som jo er under konstant forandring. Foucault nævner kirkegården som en heterotopi, der har gennemgået store forandringer i forhold til samfundet. Fra at være placeret midt i byen ved siden af kirken, dengang der ikke herskede tvivl om sjælens udødelighed til at være placeret i udkanten af byen, så man ikke konstant mindes om sin egen krop og sjæls endeligt.

Tredje princip: Heterotopien har den egenskab at kunne bringe mange forskellige steder og begivenheder sammen et sted. Som for eksempel biografen hvor et tredimensionalt rum sidestilles med illusionen om et andet tredimensionalt rum. Eller Martin Zerlangs skalareducerede dyreverden repræsenteret ved den zoologiske have

Fjerde princip: Heterotopien foregår som oftest, ligesom legen, indenfor en begrænset tidsperiode. I heterotopien hersker en egen tid som man træder ind i, i det øjeblik den reelle verden og dermed også den offentlige tid forlades. I eksemplet med den zoologiske have er der tale om en tid, der minder om uendelig, fordi der ingen grund er til at tro, at heterotopien kaldet zoologisk have ikke skulle eksistere om hundrede eller tusind år. Men i dette tilfælde træder den besøgende ind og ud af heterotopien uden at tage den med sig. Andre heterotopier er temporale som for eksempel en festival, der begynder og ender og ikke eksisterer uden sine gæster.

Femte princip: Adgangen til heterotopien har en begrænsning. Der er ikke en fri, ubegrænset adgang. Man skal have en 'adgangskode' i form af et socialt tilhørsforhold som i tilfældet med kirkegården, en adfærdsafvigelse, hvis man taler om det psykiatriske hospital eller fængslet, en billet hvis man skal i zoologisk have, og hvis man benytter biblioteket har man først rigtig adgang til heterotopiens indhold, hvis man har et lånerkort.