Forestillinger om cyborgen, som truende ’art’, holdes fast i den menneskelige skikkelse i langt de fleste science fiction fortællinger. En mytologisk fastholdelse, der ligeledes gør sig gældende i forskningen. Skiftende magtdiskurser mellem menneske og maskine bærer til stadighed nyt ved til Roland Barthes mytologiske bål. Mytologier om cyborgen og dens rumlige affinitet har skiftende karakter og er med til at skabe cyborgens identitet og fastholde troen på, at maskinerne, hvis de nogensinde skulle få overtaget i verden, vil have menneskeskikkelse. En tåbelig tanke da den menneskelige krops sammensætning er en klods om benet på en sammensmeltning mellem organisme og samtidens maskiner baseret på immaterielle informationer. Fastholdelsen i den menneskelige skikkelse giver form til vores forhåbninger om en forbedret krop, samtidig med at vores frygt for teknologien får det samme velkendte udseende. Et udseende der i kraft af at blive gjort til den anden giver os en hjælpende hånd i forhold til vores flossede identitetsskabende rammer. Men hvis den anden er for forskellig fra os har vi svært ved netop at benytte den anden som identitets-former.
Cyborgen indskriver sig i en visuel historie, der rækker langt bagud i forhold til kybernetikken, der er grundbegrebet bag cyborgen, og er en del af menneskets evige søgen efter den perfekte krop. En søgen uden forløsning, der netop derfor vedvarende fostrer nye forestillinger om den komplette fejlfrie krop, repræsenteret præcis ved det den ikke er og ikke kan være. Det er denne søgen, der fungerer som drivkraften i en idealiserende billedliggørelse af kroppen, som i dag manifesterer sig som en længsel efter kroppen uden begrænsning, uden forfald og uden rumlige og tidslige forankringer. Det artificielle har gennem denne historie repræsenteret en forhåbning om realisering af den uopnåelige, idealiserede og udødelige krop.
Metropolis er instrueret af Fritz Lang (1927) og skrevet af Lang og hans kone Thea von Harbou. Handlingen udspiller sig i et futuristisk scenarium placeret i 2026 og fremtræder som et melodrama om sønnen til den mand der leder Metropolis. Sønnen Freder forelsker sig hovedkuls i Maria som kommer fra arbejderklassen der er placeret i en by under byen. I jagten på at genfinde Maria bliver Freder konfronteret med de umenneskelige forhold hvorunder arbejderne tvinges til 10 timers skifteholdsarbejde. Freder overtager arbejder 11811’s plads og bliver efter ti timers slid og skrækscenarievisioner introduceret til arbejdernes ønske om at gøre oprør. Et oprør der kun bliver holdt i skak fordi Maria lover dem en formidler. Arkitekturen bliver gjort til organisme i Freders visioner. En altædende organisme der fortærer arbejdermassen. Arbejderne reduceres til maskindele.
Filmen er tidstypisk i sit ekspressionistiske udtryk. Den bugner af symbolisme. Religiøse såvel som politiske. Stjernen som ondskaben – nødvendigheden af et ’hoved’ der kan lede den arbejdende krop. Tanker om degeneration som vises i middelklassens begær efter ’den faldne Maria’ mm.
"The mediator between the head and the hand must be the heart"
Filmen fremstiller på den ene side vores dybe afhængighed af teknologi og på den anden side frygten for det ideal vi søger at opnå og som er fremdriften i ’det teknologiske fremskridt’ og forskydninger i billedliggørelsen af det perfekte. Samtidig fremstår filmen som en mediator mellem mennesket og den fremtid man i 1927 var i besiddelse af. Filmen indgår i Science-Fiction-genren der i modsætning til fantacy-genren skal fremstå plausibel i sin beskrivelse af den forestillede fiktion. Der skal være en forklaring på de teknologiske muligheder, hvilket ikke inkluderer magi.
Fritz Lang siges at være inspireret af det syn der mødte ham ved indsejlingen til New York – N.Y. skyline anno 1924. Fritz Lang er med sin fortælling med til at æstetisere skyskraberen og bringe den væk fra en udelukkende økonomisk magtrelation.
Maskinen i Metropolis er bindeleddet mellem menneske og arkitektur, og hænger fint sammen med Frits Langs samtidige på Bauhaus skolen:
Citat Walter Gropius: The Bauhaus believes the machine to be our modern medium of design and seeks to come to terms with it.
Både menneske og arkitektur bliver rationaliseret og gjort til elementer i det store maskineri. Maskinen i Metropolis er et billede på den meningsløshed der er for den enkelte arbejder, der mister overblikket i forhold til den samlede produktion. Ved samlebåndsarbejde fokuseres der på detaljen og der totale overblik mistes.
Bauman: Den industrielle revolution kan anskues som en bevægelse fra det vanestyrede net af lokale interaktioner, hvor hver havde sin funktion i samfundet med en A til Z karakter - til det opgavestyrede fabriksarbejde hvor en person står for A en anden for Z. Den lokale netværksstruktur er svær at undertrykke da der bringes uorden i hele netværket hvis et af dets tråde overskæres.
Samlebåndsarbejdet medførte en 'krig' mod fællesskabet, med det officielle formål om at befri individet fra massernes inerti. Det egentlige mål kan anskues modsat; som nedbrydning af fællesskabet til en masse af individer.
Frihed kontra fællesskab - frihed som risiko og den enes frihed på bekostning af andres undertrykkelse. Fællesskabet bygges på det uudsigelige og intuition. Derfor ødelægges fællesskabet når det italesættes og bliver gjort til genstand for analyser. 'Anderledeshed' er oprindeligt knyttet til opdelingen 'os' og 'dem'. En betydning mange holder fast i med næb og klør for 'anderledesheden' ved 'dem' opretholder 'vores' fællesskab. Individualiteten har skabt en anden 'anderledeshed' på godt og ondt: 'jeg' og 'resten af verden' - både en følelse af unikhed men også en følelse af ikke at høre til nogen steder. 'Ensartetheden' indadtil i 'os' er forsvundet.
Menneskets påståede dovenskab - degenereringsteorien - hang sammen med massernes underkastelse af ensartet tilsyneladende meningsløse arbejde.
Opbyggelse af panoptikonet (den industrielle revolution):
Fællesskabets 'naturlige' fremdrift og forståelse for arbejdsopgaver og position af det enkelte individ i sammenhæng med fællesskabet erstattes af kunstigt frembragte, påtvungne og overvågede rutiner. ikke længere plads til det ustabile moment af håndværksmæssig instinkt med hunger efter hæder, ære og værdighed som fremdrift. Afsky for det formålsløse. Direktørrevolution: (Skelnen imellem ejere og direktører.) Magten sidder i evnen til at træffe beslutninger - direktørens magt. Retten til at styre mennesker, kommandere, at fastsætte adfærdsregler og sørge for at de blev overholdt. - kunstige specielt designede rutiner.
Demonteringen af panoptikonet (postindustrialisme):
Den store uforpligtetheds tid. Direktionen laver samme forsvindingsnummer som kapitalejerne gjorde. Mindre engagement, højere tempo, fleksibilitet, uddelegering. Deregulering efterspørges - magtfulde ønsker ikke at reguleres og ønsker ikke at regulere andre. Herredømmet ligger ikke længere i de regerendes evne til at overvåge de regulerede og tvinge til lydighed. Panoptikonets uvished om overvågning og derigennem selvopdragelse til lydighed er forsvundet til fordel for en uvished hos de regerede om hvilket træk de regerende næste gang gør og hvilke ændrede rutiner der indsættes.
Citat Bauman: Når de der varetager deres livsopgaver, til stadighed må leve med risikoen for at de som bestemmer det miljø, i hvilket livsopgaver nødvendigvis må varetages, uden videre kan ændre reglerne eller bringe de gældende aftaler til ophør, er chancerne for en modstand mod magthavernes træk - og især en stabil, organiseret og solidarisk modstand - minimale, stort set ikke-eksisterende.
Vejen til større frihed for individet. Men ikke belagt med guld: Det panoptiske regime var grusomt - meningsløst slaveri - berøvelse af muligheden for hæder, ære og værdighed, men panoptikonets ofre kunne indskrive deres forhåbninger og drømme i en bedre fremtid. Den soliditet der var i panoptikonet (begge parter var naglet tilstedet). Vreden kunne rettes et sted hen og solidariteten kunne blomstre. Et gode der har gjort sig bemærket i kraft af dets forsvinden.
Magten over 'arbejderne' eksisterer stadig. Ikke længere interesseret i overvågning og styring af rutiner, men udnytter de underordnedes mangel på selvsikkerhed (skiftende grundlag for opbygning af selvsikkerhed). Beherskelsen ovenfra er blevet formløs, ikke konsistent og derfor vanskelig at angribe.
Citat Bauman: Den fagre nye verden er ikke blevet mere fleksibel' - sådan som dens talsmænd ynder at fremstille den - men snarere skrøbelig og smuldrende.
'''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''
Når man taler om postmedium eller transmedia er man også nødt til at tale om posthumanisme. Vi må være posthumanister for af kunne performe i den postmediale virkelighed.
Donna Haraway: A Cyborg Manifesto
Donna Haraway: A Cyborg Manifesto: Science, Technology, and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century. 1985. Haraway opstiller cyborgen som en historiefortæller. I den givne cyborgs samtid finder en åbenlys udveksling eller overstrømning af ideer sted mellem forskellige afkroge af virkeligheden. Cyborgen opstilles som forklarings- eller forståelsesmodel, og dermed som et billede på den givne tids ideologier, forhåbninger og skrækscenarier.
“By the late twentieth century, our time, a mythic time, we are all chimeras, theorized and fabricated hybrids of machine and organism; in short, we are cyborgs. The cyborg is our ontology; it gives us our politics. The cyborg is a condensed image of both imagination and material reality”
Teksten er en reaktion på ’vestlig’ forskning, teknologi og politik. En tradition af racistisk, mandsdomineret kapitalisme. Haraway vil udforske og fremhæve den grænseusikkerhed der er iboende cyborgen.
”the cyborg is a kind of disassembled and reassembled, postmodern collective and personal self.”
På det tidspunkt, hvor Donna Haraway introducerer cyborgen som figur, var verden allerede befolket med et væld af kybernetiske organismer: Cyborgs i strengt teknisk forstand, metaforiske cyborgs og fiktive cyborgs. Det er en verden, hvor teknologi og videnskab ikke længere blot kan forstås og kontrolleres fra indersiden af et laboratorie:
“Big Science in this world is not a source of quaint Mr Wizard marvels, but an omnipresent, all-permeating, definitive force. It is a sheet of mutating radiation pouring through a crowd, a jam-packed Global Bus roaring wildly up an exponential slope.”
Som manifestformen foreslår, indeholder artiklen både en kritisk analyse af eksisterende sociale, kulturelle og kønsspecifikke forhold og en vision om en anden og måske bedre fremtid. Haraway opstiller cyborgen som en radikal udfordring til forestillingen om stabile identiteter, der har været fremherskende i klassisk tænkning. I stedet fremstiller hun et heterogent og dynamisk syn på subjekt og identitet. Cyborgen er i Haraways optik en fortælling om diametrale modsætningsforhold, som menneske-maskine, kultur-natur, maskulinitet-femininitet, tanke-krop, før-nu, teknofobi-teknofili, fiktion-realitet m.fl. Cyborgen bliver en manifestation og en konkretisering af et opgør med dualismen.
Cyborgen er med Haraways ord en materiel-semiotisk figur, da den på samme tid eksisterer som en håndgribelighed i verden og som en mytisk figur i en mere eller mindre fælles populærkulturel bevidsthed. Det er en sammensat, kompleks skabning, der bebor en sammensat, kompleks verden.
Cyborgen er med til at destabilisere og grænseforskyde ’klassiske’ forklaringsmodeller af verden og er er samtidig i al sin paradoksalitet og tvetydighed født ud af disse forskydninger. Cyborgen har intet enkelt hjemsted og kan ikke rummes af en fast ideologi, men må hele tiden genoverveje sin egen sammensatte natur. Cyborgen må udvikle sig i takt med sine delelementer.
Cyborgen er ladet med teknologiske og populærkulturelle konnotationer, politisk intentionalitet og erkendelsesteoretiske problemstillinger og i Haraways udgave bliver den en medfortæller af en myte om vilkårene i 1980’erne. Manifestformens iboende polemiske og politiske karakter giver cyborgen en veldefineret rolle i forhold til Haraways ærinde. Cyborgen besidder et potentiale for at udrette noget og for at forskyde politiske, sociale og kønsspecifikke grænser ved til stadighed at repræsentere myten om 'virkeligheden'.
90'ernes cyborg belyser sexisme og forestillinger om den videnskabelige konstruktion af (kvinde)kroppen. Samtidig kan man rette en kritik af 'laboratoriet' hvor kønskonstruktionen skabes af videnskabsmanden og stille spørgsmålstegn ved, hvordan 'videnskabskulturer' konstruerer køn/gender.
80'ernes cyborg-mytologi og cyberpunk:
Hollywoods mainstream cyborgs I midten af 1980’erne bringer cyborgen frem som ny, banebrydende figur på Hollywoods stjernehimmel. 80’ernes cyborg-film er en genremæssig hybrid, der primært inddrager klassisk science fiction, horror og action. Oftest sættes der fokus på kunstig intelligens og teknologiske landvindingers mulige konsekvenser for opfattelsen af problemstillinger som subjektivitet, magt, tro og virkelighedsplaner.
The Terminator, 1984 "That Terminator is out there. It can't be bargained with. It can't be reasoned with. It doesn't feel pity, or remorse, or fear. And it absolutely will not stop, ever, until you are dead." Dette er måden vi præsenteres for den grangiveligt mest kendte cyborg af dem alle, nemlig den Arnold Schwarzenegger’ske dræbermaskine i (over)menneskelig mandekrop, som er sendt fra fremtiden for at sikre maskinernes endelige triumf over menneskeheden. Gennem The Terminator’s ankomst til slutningen af det 20’ende århundrede får vi af vide hvad fremtiden vil bringe. Mennesket vil skabe en kunstig intelligens, der vil vende sig mod sin skaber og udslette det meste af menneskeheden i en altomfattende atomkrig. En mand vil dog skabe en modstandsbevægelse, der i sidste ende vil destruere den kunstige intelligens. The Terminator sendes derfor tilbage i tiden for at dræbe den kvinde, der i fremtiden vil føde oprørslederen. Samtidig sendes en soldat af menneskelig oprindelse tilbage for at forhindre The Terminator i at opfylde sin mission. Hovedessensen i filmen er den kommende mor til oprørslederen og soldaten fra fremtidens uophørlige flugt fra dræbermaskinen, der lag for lag afskrælles sit menneskelige ydre. Indtil det metalliske skelet i et endeligt opgør knuses (ikke ulig Robot-Maria). Alt i filmen fra underlægningsmusik til lyssætning signalerer teknofobi og publikum tilbydes ingen åndehuller i filmens stakåndede tempo.
Ridley Scotts cyberpunk-klassiker fra 1982, Bladerunner, handler blandt andet om ontologier og eksistentielle realiteter, som ikke er, hvad de ser ud til. Scotts stilrene og i eftertiden voldsomt kopierede epos er historien om virtuelle, perfekte mennesker, der begærer at være virkelige individer fulde af fejl og anomalier. For Ridley Scotts vedkommende har dialektikken mellem skaber og skabning nået informations- og cyberspace- tidsalderen i en myriade af cyborgs, replikanter, androider, bladerunnere og sarkastiske politifolk. Det er som sagt en skrøbelig ontologi, der sættes i scene. Det er et spil om virkeligheden, hvad der er i den, og om det overhovedet er virkeligt. Panoreringen ud over Los Angeles i starten af Bladerunner akkompagneres visuelt af et halv-gennemsigtigt øje, hvad der kan signalere, at alt, hvad vi efterfølgende ser, er medieret gennem en både flygtig og kontrollerende optik. Denne skrøbelighed er endvidere en fin parallel til den samfundsorden, Bladerunner skildrer. I fremtidens metropol, der altså her er Los Angeles, er forandring og turbulens ulykken for de fleste og lykken for de få. Det gælder derfor om, arkitektonisk og symbolsk, at rejse sig op over den flydende uorden, som bylandskabets nedre lag repræsenterer. I den ekspressionistiske filmmager Fritz Langs Metropolis fra 1928 var det "Die Stattkerne", som udgjorde en hypermoderne katedral, som syntes at suge al byens betydning til sig. I Bladerunner er Tyrell-bygningens maya-inspirerede pyramidesymbolik stedet for visual overvågning og uopnåelighed. På gadens niveau vrimler det med globaliseringens restprodukter. Omgivet af regn, blinkende lygter og ustandselige reklameikoner, der flimrer, forgår og genopstår i 3D, tales der i et misk-mask af alverdens sprog, en slags volapyk for lavere klasser.
Robocop, 1987 Robocop er fastsat i en nær fremtid, hvor samfundet styres (som i Metropolis) af den store koncern Omni Consumer Products (OCP), som besidder dels den politiske og økonomiske og dels den lovens magt. Hovedpersonen i filmen er Alex Murphy, der er betjent i New Detroit, der brutalt nedskydes under tjeneste, hvorefter han genoplives af OCP. Murphys krop erstattes med undtagelse af torso og hoved med elektroniske legemesdele, og en computerchip erstatter hans bevidsthed og hukommelse. Murphy genopstår derved som Robocop, en fuldendt cyborg, som OCP betegner "a machine that uses some human tissue.". For OCP er Murphy død og borte, men undervejs i filmen bryder dele af Murphys bevidsthed frem, og en splittet Robocop indleder jagten på sine mordere. Resten af filmes omdrejningspunkt er Robocops forsøg på at genfinde Murphy, hvilket bl.a. fører tilbage til hans gamle hjem. Robocop/Murphy erkender, at han aldrig har mulighed for at vende tilbage til livet familiens trykke rammer. Hans kamp for at overvinde den programmerede bevidsthed lykkes i sidste ende, hvor Robocops ansigtsmaske fjernes, og han adspurgt om sit navn svarer ”Murphy”.
Teknofobiprojektion
I både Robocop og The Terminator er cyborg-figuren et medie, hvorigennem vi kan projicere vores frygt for teknologiens hastige udbredelse og globaliseringens multinationale selskaber. I The Terminator, hvor menneskets flugt mareridtsagtige flugt fra den monstrøse teknologi, der har vendt sig imod hvad der har skabt den, oplever og udlever publikum deres frygt for teknologien, men en befriende kartharsis gives afslutningsvis, når de menneskelige lag er pillet af teknologien og den destrueres af et ’ubesmittet’ menneske. Truslen fra det ukendte er markant men mennesket og dermed det velkendte er dets overmand. Teknofobien er lidt anderledes i Robocop da han er en bastard, hvis opgave er at finde frem til det menneskelige, han tidligere besad. Publikums mulige identifikation med Murphy peger i en anden retning end The Terminator. Robocop spiller på andetheden i os selveller som Novak taler om; at det fremmede (the alien) har ændret sig fra at være fra det ydre rum til det indre kredsløb, og derved en integreret del vi må og skal omgås. Vi interagerer med kybernetiske systemer overalt i vores hverdag og med Robocop/Murphy vises et forsøg på at finde fælles fodslag for at genfinde menneskeligheden i et mylder af fremmedartet teknologi. Robocop er ligeledes et opgør med globaliseringens multinationale virksomheder, repræsenteret ved OCP. Murphys opgør med teknologien er sideløbende et opgør med den store virksomhed, der har spundet ham ind i teknologien og frataget ham den frie dømmekraft. Begge skikkelser er ultramaskuline
Towards The Posthuman: Stelarc
(prostetic head: Intellegence, awareness and agency)
"consciousness should be seen situational rahter than spatial" Bevidsthed skulle i følge Stelarc retteligt hedde opmærksomhed. Det er nemlig kun hvis sømløsheden i en situation påvirkes at opmærksomhed er påkrævet. For Stelarc er der et 1:1 forhold mellem bevidsthed og aktivitet ellers er det bare automatik. Men når automatik opnår giver det ikke blot plads til at bevidstheden befinder sig andetsteds??
Kristeva - subjektet er proces fremfor substans -- Haraway - fra essens til interface -- Nietzsche - "there is no 'being' behind doing, effecting, becomming; the doer is merely a fiction added to the deed - the deed is everything"
En cyborg er dels maskine dels human - en krop der bliver AUTOMATISERET. Frygten for det ufrivillige og automatiserede medfører utryghed, usikkerhed, frygt og forventninger der redefinerer det at være menneske. Frygten alene ændrer det menneskelige grundlag. Invaderet af teknologi bliver kroppen penetreret og prosthetisk og samtidig et åbent system mere end et lukket system af nervebaner.
Spøgelser, engle, fantomer, alien, the uncanny - Andetheden er flyttet fra at være udenfor subjektet til at være en del af det enkelte individ.
Teknologien er ikke vedhæftet men integreret eller implanteret og her ender den menneskelige evolution - mennesket bygger herfra videre på kroppen vha maskinen. Dette åbner op for en deling af kroppen : andre kan via mekanismer styre ens krop (Stelarc's kick)
Vi skal da selvfølgelig bort fra den alt for ustabile og skrøbelige PSYCHOBODY som genererer forældede følelser og er schizofren. CYBERBODY er løsningen, et objekt for engineering, et objekt med mulighed for at projektere sin eksistens til fjerne steder og til virtuelle rum, et ekspanderet system som indeholder mere end et selv, som indeholder muligheden for at udvide operationer og samarbejde med andre intelligenser. CYBERBODY'en skal indgå i den fuldkomne symbiose med maskinen.
Phantom: Kunstig skabte fantom'smerter' ex en tredje arm. Kan videreføres til hele kroppen så man kan lave en komplet - dog mere sofistikeret end vores egen - fantomkrop der kan interagere med andre fantomkroppe i virtuelle rum. Billeder er ikke længere illusoriske når de kan interageres med. Til fantom kroppene kan man tilføje en mere kompleks koreografi.
Ghost in the shell:
'Ghost' er betegnelse for opmagasineret hukommelse placeret i cyborgs af forskellig fodeling mellem menneske og maskine, men vigtigst er at Ghost-elementet er med til at gøre cyborgen mere menneskelig. Ghost-elementet er tilføjet af mennesker og det der er unikt ved The Puppet-master er at han/hun tilsyneladende selv har skabt sit ghost. 'Shell' er den krop maskineriet er huset i. Hovedhandlingen er omkring et program med navnet 2501 "The Puppet Master", som er designet til at hacke ind i fremmede netværk der er designet til via manipulation at skabe økonomiske og militære fordele. Da programmet begynder at udvikle en selvbevidsthed det designer et omfattende plan for at befri sig selv fra dets skabere og derved skabe en mere avanceret livsform der ikke er afgrænset af den menneskelige krop. Da firmaet der er ansvarlig for projekt 2501 forsøger at tilbagetrække programmet med ethvert tilgængeligt middel bliver sikkerhedspolitiet fra sektion 9 involveret. Ledelsen af operationen tages af Major Motoko Kusanagi, en kvindelig cyborg-betjent der med en revolver i hånden og en menneskelig komponent i form af et ghost, formår at skabe en poetisk og tankevækkende stemning, hvor spørgsmål om skæbne, selvbevidsthed og menneskelighed er centrale. Hendes artificielle forbedringer sætter disse filosofiske spørgsmål på spidsen. Er man mere menneskelig end mennesket når de menneskelige kvaliteter forbedres med artificiel teknologi?
Hybrid køn
Mandlig identifikation med kvindelige protagonister: Tombraider
Carol Clover: Men, women and chain saws: Gender in Modern Horror Film – ”final girl”. Nødvendigheden af at begge køn er repræsenteret i samme person. Rollen som offer er stærkest i den hvindelige krop (female sex) men handlekraften forankres i den maskuline side af kvinden (male gender). Den amerikanske ”last girl” skæbne i sidste ende er oftest en forening af sex og gender i det kvindeliges favør, den japanske formår som oftest at bevare sin selvstændighed og dermed tvetydige køn. Men på trods af den japanske kvindelige last girls mulighed for at forblive tvetydig i forhold til sex og gender, fremstilles hun ofte som en cyborg elle robot, hvilket vil sige at hun er skabt i et mandligt forbillede.
Sharalyn Orbaugh: The evolution of the Shójo in 1990s Visual Culture
Manga og anime
Shójo (modsat shónen) passivitet, konsumerisme, narcissisme og forbrug uden produktion. Shojo er hverken voksen kvinde eller lille pige, hverken mand eller kvinde. (vestlig udgave f.eks. Mouchette www.mouchette.org)
Shojo’isering af det japanske samfund (Citat side 204). Drenge går fra dreng til ung mand til voksen mand med de forpligtigelser der følger men hans sti er predetermineret.
Piger er shojo indtil de bliver kvinder (gift eller mor)men kan forblive shojo.
I 80-90’erne begyndte en sammensmeltning mellem de hvad der tidligere var opdelt i manga for drenge og manga for piger. Shojo transformeres til en fallisk jomfru.
Videnskablig konstruktion af kroppen
Anne Balsamo: Bogen handler om krop, køn(gender) og teknologi og hensigten er at vise hvor tæt sammenvævet kultur, teknologi og ideologi er. Omdrejningspunktet er skønhedskirurgi, bodybuilding, kunstig befrugtning og kroppens repræsentationer i medierne og i fiktionen. Balsamos standpunkt er at mening produceres i hverdagslivet og at kroppen såvel som teknologien er aktører i den kulturelle arena. Balsamo benytter sig af hvad hun kalder "thick perception", hvilket betyder at kroppen konstant aflæses som en kulturel aktør der konstant producerer mening i henhold til kulturelle kontekster. Balsamo skelner mellem kroppen som produkt, hvilket indebærer materielle anliggender af etiske, racemæssige og sociale karakteristika og kroppen som proces der implikerer det at mærke eller kende 'selvet' (jvf Foucaults definition af selvet). Hun forsøger gennem en tekstuel læsning af kroppens repræsentation at fremvise, hvordan kroppen rekonstrueres og reproduceres diskursivt.
How We Became Posthuman:
Stelarc og Kathrine Hayles har dog en ting til fælles; der er noget det gør og menneskelige noget der ikke blot er information. Stelarc vil overvinde det ved at gøre PSYCOBODY til CYBERBODY og Hayles vil påpege at det er til stede og måske værne om det.
Et ønske at downloade den menneskelige hukommelse i en computer. At se informationer som kropsløst flow er med til at gøre os posthumame.
Denne anskuelse af informationer som løsrevet fra materie og reducerbare til det binære alfabet, som kan operere med muligheden for at kroppen kan fusionere med arkitekturen er en kraftigt repræsenteret tanke i samtiden. Det er en tanke der er grundlæggende for kybernetikken og ses tydeligt i Claude Shannons definition af information fra 1948 som sandsynlighedsfunktion uden dimensioner, uden materie og uden en nøvendig tilknytning til mening. Information er et mønster udenfor nuet og uden tilstedeværelse. Det er en tanke der underbygges af poststrukturalistiske tænkere i grundholdningen om at alt er konstruktion, som stelarc var inde på.
En definerende diskurs for vores samtid er en tro på at informationer kan bevære sig frit mellem forskellige materielle substanser uden tab - essensiel for at et begreb som cyborg opstår - informationer kan passere frit mellem organisk og ikke organisk materiale - eller mellem organisk materiale af forskellig karakter.
1 det posthumane view privilegerer informationsmønstre over kropslig materielle konstellation f.eks hos et menneske. Biologisk substrat anskues mere som et uheld en som grundlaget for liv.
2 bevidstheden som den menneskelige kvalitet. Bevidshed over kropslighed
3 Kroppen som den originale protese vi alle lærer at manipulere. Det at udskifte proteser er at fortsætte en manipulation der begyndte før vi blev født.
4 udvisket grænser mellem menneske og intelligent maskine mellem kropslig eksistens og computer simulation. Sømløs integration.
Menneskets frihed som mulig essens er konfronteret i det posthumane view. Der er intet a priori til grund for en skelnen mellem en egen-vilje der adskillier sig fra den andens vilje - ydermere er den anden i os selv!!
Spiseforstyrrelser, bodymodifications, dødsdristige aktiviteter er et symptom på at kroppen betragtes som objekt for kontrol mere end en integreret del af selvet. Man kan blive den totale diktator i ens eget kongerige repræsenteret ved kroppen. Kroppen som modeaccessory.
Alt er information: tendens til at opfatte information som mere mobil mere vigtig end materiel form. Når det bliver din holdning indtræder du et stade af virtualitet. Fænomenologi som åbning for at betragte informationerne som ikke-kropsliggjort. Avatarens fænomenologi. Narrativiteten som guideline igennem informationsmassen eller universet ifølge Borges. Narrativiteten er mere krop. Posthuman kommunikation: kommunikationen bliver bare til informationer. Folk åbner sig op på nettet, men i virkeligheden er det ikke nemmere at komme ind på folk.
Centralt for kybernetikken: hvor lokaliseres observatøren, hvornår bliver han aktør. Cybertext kontra hypertext.
Hayles drøm om det posthumane er at vi lærer at indoptage mulighederne der ligger i informationsteknologien uden at blive forført af fantasier om ubegrænset magt eller udødelighed. Et synspunkt hvor det menneskelige indlejres i verdens komplekse system af materiale.
Genteknologi som informationsskabt kød.
Refleksivitet: Borges the circular ruin Cybertekst til hypertekst Tærsklen forsvinder.
Homeostasis - refleksivitet - virtualitet
CYBORG-NARRATIVES
The real World of digital reality has always been post-alphabetic. Probably because the letters of the alphabet were too slow to keep up with the light-time and the light-speed of electronics, [elektroner bevæger sig dog ikke med lysets hastighed, red] the alphabet long ago shuddered at the speed of light, burned up and crashed to earth. Writing can’t keep up to the speed of electronic society. The result has been the end of the Gutenberg Galaxy and the beginning of the Image Millennium. Images moving at the speed of light. Images moving faster than the time it takes to record their passing. Iconic images. Special-Effect images. Images of life past, present and future as culture is fast-forwarded into the electronic nervous system. Images that circulate so quickly and shine with such intensity that they begin to alter the ratio of the human sensorium.
Den cyborgiserende proces eller skabelse af humanide androider repræsenterer en abstrakt og kompleks ide om samfundets holdning til teknologi.
Generelt syn på teknologi gennem CYBORG-NARRATIVES: Skisma mellem teknologi der har mulighed for at løfte menneskeheden ud af biologiske imperfektioner og truslen det samtidig bliver mod en ufuldkommen race.
Vestlig (amerikansk) teknofobi kontra østlig (japansk) åbning for at menneske og teknologi kan indgå i gensidige forhold. Den japanske cyborg er sjældent ond.
ARKITEKTURVINKLEN
Historien om cyborgen der ikke længere gad at fusionere med maskinerne som en anden Arnold og heller ikke gad at klones i det uendelige som en anden Agent Smith men hellere ville fusionere med arkitekturen.
Arkitekturens transterritoriale aspekt gør os til cyborgs når vi opholder os i den.
Stelarc: Artiklen blev bragt i 'Architectural Design' (1995), hvilket siger noget om udvidelsen af den arkitektoniske praksis.
Forestillinger om cyborgen, som truende ’art’, holdes fast i den menneskelige skikkelse i langt de fleste science fiction fortællinger. En mytologisk fastholdelse, der ligeledes gør sig gældende i forskningen. Skiftende magtdiskurser mellem menneske og maskine bærer til stadighed nyt ved til Roland Barthes mytologiske bål
Begrebet cyborg blev oprindeligt udviklet indenfor rumforskning til at betegne sammenkoblingen mellem krop og maskine. Siden har maskinen ændret karakter fra at formfuldende gentagelsen og præcisionen til at mestre kompleksitet, variation og relationer. Dette bringer ideen om cyborgen, og dermed kroppen, dybere og dybere ind i en immateriel digital verden, hvor relationer til andre immaterialiteter danner grundlaget for eksistens. Koblingen til den mekaniske maskine afløses af koblingen til den netværks-baserede. Samtidig argumenterer en række teoretikere for, at vi alle er cyborgs, da vi i vores hverdag er afhængige af teknologi, og indretter os på de præmisser, der gives med den teknologiske udvikling .
Cyborgen indskriver sig i en visuel historie, der rækker langt bagud i forhold til kybernetikken, og er en del af menneskets evige søgen efter den perfekte krop. En søgen uden forløsning, der netop derfor vedvarende fostrer nye forestillinger om den komplette fejlfrie krop, repræsenteret præcis ved det den ikke er og ikke kan være. Det er denne søgen, der fungerer som drivkraften i en idealiserende billedliggørelse af kroppen, som i dag manifesterer sig som en længsel efter kroppen uden begrænsning, uden forfald og uden rumlige og tidslige forankringer. Det artificielle har gennem denne historie repræsenteret en forhåbning om realisering af den uopnåelige, idealiserede og udødelige krop.
Gordon Craig præsenterede i 1912 visionen om en overmarionette - en figur, som skulle erstatte den ufuldendte skuespiller, der med sin personlighed og sine stjernenykker ødelagde scenerummet. For Craig handlede teatret ikke om illusion, men om ideen om verden og ideen om mennesket. Overmarionetten kom til at stå som en manifestation af det enkelte menneskes ufuldkommenhed, i forhold til mennesket som fænomen. Den samme ufuldkommenhed er drivkraften i skabelsen af cyborgen.
Le Corbusier talte om arkitekturen som en maskine, hvis funktion er at skabe ramme og systematik i det ’at bo’. Nogle af nutidens arkitekter taler om arkitektur som organisme; som noget vi kan plante, dyrke og kultivere eller som digitale livsformer, der kan være med til at give arkitekturen et egetliv. For Le Corbusier handlede det om, at arkitekturen skulle fungere som en helhed, hvor enhed og harmoni var elementært. Arkitekten skulle tage højde for funktionalitet og velvære, og ’bomaskinen’ skulle være der for mennesket men i øvrigt ikke blande sig i dets fysiologi. Nutidens idealiserede bomaskine skal snarere anskues som en dynamisk funderet designproces, der ikke opererer ud fra formelle udformninger, men ud fra ønsket om at skabe gensidige påvirkninger mellem arkitektur og menneske, hvor arkitektur bliver til i en interaktion mellem personlige erfaringer, kulturelle konventioner, innovation og materiale. Ifølge denne optik vil mennesket ideelt set søge at fusionere med arkitekturen, da det på disse vilkår må deltage i skabelsen af den omgivende arkitektur og dermed performe sin affinitet. Det performative som begreb implementeret på arkitektur åbner, i min opfattelse, for en ’fusion’ af menneske og rum, som evner at sammenholde krop og tanke: Det performative fordrer deltagelse i rumlig forstand og netop ved aktiv deltagelse flyttes fokus fra det blot relationelle til skabelsen af affinitet.
hvordan mytologier om cyborgen og dens rumlige affinitet har skiftende karakter og er med til at skabe cyborgens identitet og fastholde troen på, at maskinerne, hvis de nogensinde skulle få overtaget i verden, vil have menneskeskikkelse.
Selviscenesættelse som overlevelsesstrategi. Abnormalitet og normalitet
Selviscenesættelse og livspraksis
Ikke tænkt som kunst
Social Performance
Knagefællesskab
Bauman: Fællesskabet bygges på det uudsigelige og intuition. Derfor ødelægges fællesskabet når det italesættes og bliver gjort til genstand for analyser.
'Anderledeshed' er oprindeligt knyttet til opdelingen 'os' og 'dem'. En betydning mange holder fast i med næb og klør for 'anderledesheden' ved 'dem' opretholder 'vores' fællesskab. Individualiteten har skabt en anden 'anderledeshed' på godt og ondt: 'jeg' og 'resten af verden' - både en følelse af unikhed men også en følelse af ikke at høre til nogen steder. 'Ensartetheden' indadtil i 'os' er forsvundet.
Frihed kontra fællesskab - frihed som risiko og den enes frihed på bekostning af andres undertrykkelse.
Baumans udvikling fra fællesskab til identitet. Fællesskab betyder fælles forståelse af 'naturlig' og 'stiltiende' art. Fællesskabet overlever ikke når forståelsen bliver selvbevidst og larmende. Et omtalt fællesskab er en modsigelse. 'Os' og 'dem' penetreres og sløres. Balancen mellem indre og ydre kommunikation ødelægges og 'ensheden' forsvinder.
Identitet betyder at rage op over mængden, at være unik i kraft af en anderledeshed. At adskille sig gør en sårbar, hvorfor folk søger sammen i knagefællesskaber hvor exorcistiske riter kan udføres i fællesskab med andre ligeledes usikre og sårbare individer.
I dag er individualiteten så meget i centrum at en påtaget abnormalitet næsten bliver normen. Identiteten er altså i følge Bauman noget der er adskilt fra det enkelte menneske forstået på den måde at det er noget man kan påtage sig
.Citat: "'Identiteten', dagens hedeste samtaleemne og mest udbredte 'selskabsleg', tiltrækker sig opmærksomhed og bringer lidenskaberne i kog, fordi den er et surrogat for fællesskabet" (Bauman p. 21)
At performe eller at være - vi performer vor identitet. Identiteten bliver en selskabsleg eller et spil underlagt forførelsens elementer (Baudrillard (JB))
JB argumenterer for at kønnet er forsvundet og begæret bagom begærets mangfoldiggørelse er ligeledes forsvundet.
Den økonomiske fornuft opretholdes kun igennem knapheden og fordufter når dens målsætning opfyldes - ophævelsen af knaphedens spøgelse. Begæret opretholder også kun sig selv igennem knapheden, når overfloden af begæret manifesterer sig i overflod af synliggjort begær forsvinder det imaginære. Begæret er overalt men i en stereotyp simuleret form. Begærets allestedsnærvær hjemsøger kønnet. Barthes siger: Kønnet er overalt undtagen i seksualiteten.
Begæret og magten: Tilbage er det kvindelige og det mandlige (ikke fordelt på kvinden og manden) eller begæret og magten siger JB (p 14). Det kvindelige står ikke i modsætning til det mandlige men som det der ophæver det mandlige, eller forførelsen der ikke forholder sig til sandheden eller rationalet der ophæver den mandlige rationelle magt. Forførelsens magt består i at rive alt væk fra dets sandhed og kaste det ud i forførelsens spil.
Forførelsen er bemestringen af det symbolske univers hvorimod magt er bemestringen af den reelle orden. Det kvindelige kommer til at stå som en usikkerhed for mandlige da det kan ophæve magten. Magtens institutioner er kun opbygget for at modarbejde forførelsens irrationelle naturlige oprindelige langt større magt. Drivkraften i verden er ikke det kvindeliges stræben efter magt (penismisundelse) men det mandliges frugtbarhedsmisundelse.- det kvindelige lader sig ikke opløse i magten, hvorimod magten kan opløses i forførelsen.
Indenfor den rituelle orden er det overvejende mænd der tilegner sig det modsatte køns tegne ved påklædning, sminkning, scarificeringer, skamferinger mm.
Køn og subjektivitet er uden biologisk konsistens??
Vigtigheden af en bagvedliggende konsistens!
Generelt: Hvordan bliver identitet skabt i lav båndbredde kommunikation. Lav båndbredde forstås som mængden af kommunikation per tidsenhed. RL er høj båndbredde da face-to-face kommunikation indebærer flere kommunikationsniveauer. (Stone)
Krop: Lige netop fraværet af kroppen gør det muligt at lokalisere identitetsskabelse der ikke er direkte kropsligt forankret, men på den anden side er ekstremt kropsligt fikseret. Telefonsex som eksempel. (Stone og O'Brien)
Spillet: Vi lever sædvanligvis i loven hvilket indbefatter fantasmet om at ophæve den skriver Baudrillard (p.137). Hinsides loven er lovbruddet eller tilsidesættelsen af loven. Loven er lineær og kan overskrides. Modsat loven er ifg JB reglen. Reglen er gentagelse af konventionelle procedurer og arbitrære tegn og ikke en nødvendig instans som loven. Reglens cykliske karakter kan ikke overtrædes (der er ingen linie) men forlades eller undlades at overholde. I valget af reglen frisættes man fra loven. Reglen er uden psykologisk, metafysisk eller trosmæssig forankret. En regel er ikke noget man tror på eller ikke tror på det er rammen for udfoldelse af spillet. Det reelles krav om troværdighed forsvinder i spillet. Reglen forholder sig ikke til sandheden og er som forførelsen uden forankring i det reelle, sandheden, før og efter. Alt udspilles og opløses derefter. Spillets drivkraft ligger i bemestringen af reglen. Alle er lige for loven. At forholde sig til reglens betyder at man øver modstand mod det analytiske rums lineære uendelighed for at genfinde et reversibelt rum. Spillets fascination er lidenskaben der udvisker sporet og hukommelsen og får meningen til at fortabe sig. I spillet er man sammenknyttede men man er ikke solidariske. Spillet har en forførende kraft. Man rives med af øjeblikket og der ligger en forførende kraft i at omdanne frigøre værdierne der er knyttet til reglen.
Regel'brud': Der er en vis præstige forbundet med lovbrud, som til gengæld ikke knytter sig til ar snyde eller undlade at overholde reglen. Man overtræder ikke man falder ind under lovens kategori. Ved at spille falsk (eller snyde med sin identitet) bryder man ritualet, fornægter det cerimonelle og genindsætter den reelle verdens lov. Spillets fortryllelse ødelægges og falskspilleren fordømmes hårdt (forbrydelsen ligger på linie med incest siger JB): at bryde det kulturelle spils regler ene og alene til fordel for 'naturens lov'. Falskspilleren er tarvelig fordi han ikke lader sig forføre, der snydes for at undslippe forførelsen, af angst for at blive forført.
Utopi: I Internettets første år havde man en utopisk tro på dette rene univers kunne blive en realitet. Senere har kritiske rygter tværtimod talt om at nettet er med til at gøre køn, race, nationalitet stereotypt. Måske påtager internet-identiteter sig nogle meget stereotype roller, som peger negativt tilbage på identiteter i RL - som bliver endnu mere stereotype. Enten er Internettet en progressivt sted for udviklingen af det fri individ der ikke er knyttet til en fysisk fremtoning eller Internettet sted for udviklingen af simplificerede stereotype narrative strukturer i en kulturel sammenhæng. EX: Hvis jeg påtager mig rollen som afrikaner kan jeg kun videregive min egen stærkt begrænsede og fordomsfulde viden om en afrikaners liv. Den vil passe fint i andres ligeså begrænsede og fordomsfulde opfattelse af en afrikaners liv. Dermed kan jeg være med til at cementere en fordom om andre.
At performe kontra at være: Med eller uden identitetsskift er fysiske identitets karakteristika meget centrale for kommunikationen online. Kvinder oplever at deres synspunkter i videnskabelig fora ikke bliver taget seriøst før de logger sig på som mænd. Mænd oplever en langt større opmærksomhed fra andre mandlige brugere hvis de logger sig på som kvinder. Uenigheder kobles ofte på personerne troværdighed i forhold til hvem de påstår at være fremfor problemstillingens kerne.