GENERELT OM ARKITEKTUR:

I starten af 90'erne opstod en reaktion på postmodernismens autonome arkitekturopfattelse: byens urbane problemer og sammenhænge anses for at være så omfattende at de ikke kan løses i afgrænsede projekter. Det er nødvendigt at medtage den omkringliggende virkelighed i projekteringen. En foranderlig virkelighed som tvinger til foranderlige strategier (modsat modernismens inddragelse af virkeligheden og skabelse af megastrukturer baseret på en eviggyldig sandhed og idealisering).

Samtidsarkitekturen ses altså som et ahierakisk netværk at beslutningsprocesser på tværs af faggrupper, politiske strømninger og materialer. Arkitekten er en del af den store helhed og ikke geniet der holder sammen på en lineær beslutningsproces.

Den dynamiske strategi fører til en arkitektur som ikke kun består af fysiske rammer, men også kommunikation, interaktion og sammenhænge i det hele taget eller miljøer af graduerede bevægelser og kræfter (ideelt set). Dette kan lade sig gøre i kraft at computerteknologien, samtidig med at behovet har udviklet sig sideløbende med computerteknologien.

Samtidig skal man se arkitektur som en foranderlig størrelse og derfor medtænke hele fasen fra designproces over funktionsændringer og nedrivning til bortskaffelse og genbrug. Vi skal ikke bygge 'pyramider' eller potentielle museale genstande.

Arkitekturen skal flyttes fra det stationære designrum med plan, snit og opstalt og over i et designrum bestående af vektorbaseret kræft, bevægelse og tidlighed. Pen, papir og koordinatsystem skal udskiftes med animations-, formoptimerings- og specialeffekt-software og åbner op for at man via den dynamiske model kan strukturere, analysere og visualisere kræfter. Med den vektorbaserede topologi går man fra linien til kurven hvor det kvalitative går frem forud for det kvantitative. Et relationel system i stedet for en ophobning af information.

Den polyisomorfiske overflade - eller blob'en - dukker op. En blob-model består af selvstændige former der tildeles forskellige egenskaber som masse, gravitation og tiltrækningsradius. Formerne indgår i et dynamisk system hvor de enkelte former påvirker hinanden og deformeres derved afhængig af tildelte kræfter.

*************

******************

Fra tekst til billede til rum eller fra linie til flade til form.

Bernard Tschumi

Dekonstruktivistisk arkitektur levede/lever hånd i hånd med the lingvistic turn som bl. a. Mitchell reagerer på. Alt kan reduceres til sproglige tegn og struktur og afstedkommer begreber som semiotik, retorik, lingvistik. Naturen og videnskabelige fremstillinger er diskurser, der er konstrueret ligesom som sproget og som udvikler sig i forhold til sammensætning og forståelse over tid.

’The Pictorial Turn’, som er et begreb W.J.T. Mitchell bruger i hans ’Picture Theory’, beskrivende og betegnende det allestedsnærværende fænomen at kommunikere gennem billeder.

Mitchell påpeger, at den billedlige drejning ikke er en tilbagevenden til naiv mimesis, det er heller ikke teoridannelse om reproduktion og distribution af billedligt materiale eller en fornyet metafysik af billedets tilstedeværelse. Den billedlige drejning er mere en postlingvistisk, postsemiotisk genopdagelse af billedet som kompleks grænseflade mellem visualitet, apparatur, institutioner, diskurser, krop og form. På intet tidspunkt taler han specifikt om det tredimensionale billede, som computerteknologien håndterer. Rummet er hos Mitchell ikke udfoldet men ligger mellem linierne. Han taler om, at den billedlige drejning peger på, at beskuerrollen måske er et lige så dybt anliggende som læserrollen.

Men beskuerrollen indbefatter også en bevidsthed om at man selv beskues. Han beskriver alligevel et cartiansk ensrettet blik og undlader at bruge en fænomenologisk rumlig beskrivelse af blikket koblet med kroppen. Når jeg argumenterer for en rumlig drejning, er det vigtigt at skrive sig den billedlige fokusering bag øret. Fordi den rumlige drejning vil ikke være en tilbagevenden til perspektivets rumskabende virkning eller til Loos’ Raumplan, men i stedet være et rum på grænsen mellem det projekterede billede og det tredimensionale rum.

Når en arkitekt konfronteres med et urbant program har han følgende valg:
At designe en storslået konstruktion, en arkitektonisk gestik (en komposition)
At tage hvad der eksisterer og udfylde hullerne (komplement/fuldendelse)
At dekonstruere hvad der eksisterer ved kritisk at analysere de historiske lag, eventuelt tillægge andre lag andet steds fra (palimpsest)
At søge efter det intermediare - et abstraalt system der kan mediere mellem stedet (site) og et eller andet koncept større/anderledes end det urbane program (mediation)

OVERGANG TIL LYNN

topology or objects are elastic bodies

Topology is sometimes defined as a geometry of the rubber sheet, where a surface is able to be stretched in all possible directions without tearing. Here topology is considered in three ways; as a mathematical term it denotes continuous non-linear transformation of rigorous probability rather than mathematical exactness; as an architectural tendency able to be formed and transform, facilitated by sophisticated software packages and the engineering of new materials that allow the forms to be actualised; as a existential concept enfolding, folding, unfolding, unfurling, generating on-the-fly. For Marcos Novak topology means simply the study of those relations that remain invariant under transformations and deformations [... a cube is no less topological than a blob.]

Another way to think about this is to imagine architecture as a practice that wants to generate evolving form form that is capable of unanticipated transformation architecture as action. Leaving aside for the moment the enormous role writing, thinking, speculating, and publication plays in generating architectural discourse and style, architecture as action calls into play questions for the materiality of built form. Once a design is actualised in built form, in what manner is that form still capable of movement and tranformation?

fold

Articulated here is a shift from the deconstructive theories that informed, and in turn have been generated by, the earlier work of Bernard Tschumi and Peter Eisenman - to an architecture of folded, pliant forms the geometry of event-space transformations. The space-time of the interval is typified in the buildings of Frank Gehry, Daniel Libeskind, the works of theorist/architects Jeffrey Kipnis, Greg Lynn, Marcus Novak, Stephen Perella and Rebecca Carpenter and the furniture design of Bernard Cache, whose thinking greatly influenced Gilles Deleuze in The Fold, Leibniz and the Baroque.[6] The concept of the fold has been theorised extensively by Deleuze, and its affect is felt throughout this anthology. John Rajchman's eloquent accounts of Deleuzian thinking is represented here in OUT OF THE FOLD where he writes of four complexities; multiplicity, chance, orientations and manners. This is more than design driven by technology or theory (applied Architecture) at its most effective it is design that participates, acts amongst and generates.

GREG LYNN:

Arkitektur som kulturelle statiske fastfrysninger. Som tanke er arkitekturen inaktivt og der er for stor fokus på tidsløshed, dertil kommer et ønskem historisk gyldighed, måske i for mange år!!

Det traditionelle arkitektoniske designrum bygger på Cartesianske koordinater. Andre design rum spiller på kraft og bevægelse. Skibsskroget: altså ikke faktisk bevægelse, men heller ikke et neutralt tomrum Fysisk kan formen stadig indskrives i koordinater men ikke selve processen der indeholder dynamiske bidrag til formen. Flere vektorer er indskrevet i bådens skrog.

VEKTOR: en størrelse og en retning evt en kraft. Relaterer sig til andre størrelser. Kraft som en virtuel størrelse - ikke forstået digital, men som effekt eller essens er til stede men ikke fænomenet.

Arkitektonisk designprocess beskæftiger sig med tegning og ikke med selve bygninger Altså virtuelle deskriptioner. Hvorfor så være så forankret i det fysiske spørger Lynn.

Gideons rumtid: Tiden bygget ind i formen som hukommelse - beskuerens bevægelse gennem bygningen

Postmodernistisk tid: Forskellige historiske tider sættes sammen.

Greg Lynn-tid: Bevægelsen gives tilbage til bygningen - Selv er den statisk.

Arkitekturen forholder sig til
Permanens
brugbarhed
tekstualitet
processens form
Vertikalitet - jorden er flad

Arkitekturen burde forholde sig til
En bygnings begrænsethed - helhedsløsning
tilpasning
interaktivitet
processens vektorer
Ægte gravitationslov: gensidig tiltrækning - stabilitet opnået gennem kredsløb af i stedet for stasis.

Gravitationen skal ikke ses kun vertikalt som en masse punkter men er nødt til at inkorporere Bergsons Varen. Og dermed blive fortføbende i alle retninger som vektorer. Kompleksitet og kaos.

Geometri er hverken empiriske kendsgerninger eller aprioriske nødvendigheder men HENSIGTSMÆSSIGE konventioner.

Topologi: Gren af matematikken der omhandler geometriske objekters kvalitative egenskaber Ø begrænset, hullet, kantet, kontur … Kvantitative træder i baggrunden Studere de invariante egenskaber, gældende under kontinuerte deformationer.

Lynn: Topologiske fænomener er ikke skabt af enkelte punkter men er en komposition af vedvarende strøm af relative værdier. Barok rum er defineret ved mange radii , hvorimod topologisk rum er et flow (kraft) som 'hænger' fra fikserede betonede punkter: FJEDRE

Tyngdekraftens virkning i animationer (Jurassic park).

Deformation som tilføjelse af interagerende kræfter

Symmetri er i virkeligheden Mangel på informationer ex: encellede bakterier, selv mennesket er relativt mangelfuldt i.f.t. disse informationer mennesket - høj grad af symmetri.

Når to blobs mødes påvirker de hinandens tyngdefelter enten ved at smelte sammen eller ændre form.

Topologiske enheder (geometrier) bliver gensidigt påvirket af det felt de indsætts i.

NOX:

Diagrammet fremfor sketchen. Diagrammer er informationsbaserede noder og koder fra verden. Man undgår sketchens oversættelse til ide og videre derfra til form indeholdende det evige oversættelsesproblem. Fra visuelle overflader til operationelle overflader. I den fysiske verden er diagrammet skjult i processer, men i designverdnen tager diagrammet form som overflade

FIELD CONDITIONS:

Handler om en bevægelse fra objekt til field/felt. Field-condition refererer til ikke lineære dynamikker, computersimulationer af evolutionær forandring. >> analog digital >> alt kan lægges indenfor samme felt.

Field har de samme egenskaber som 'det glatte rum' det kan ikke nedbrydes i mindsteenheder. Fieldcondition er en enhver formal eller rumlig matrice med en egenskab at samle diversiteter og samtidig respektere identiteten af det enkelte. Rammen for flow - rammetænkning i kommuner >> der udstikkes i højere grad rammer en direktioner.

Form er vigtig men ikke så vigtig som det der ligger mellem formerne >> interaktion!! Relation Alberti: Beauty is the consonance of the parts such that nothing can be added or taken away. Flokken: I et dynamisk field-system som ex flokken 1. at bevare en minimums distance til andre objekter. 2. at opretholde den samme hastighed som de nærliggende. 3. at bevæge sig mod centrum i forhold til de omkringliggende.

Reglerne er defineret lokalt - derfor er ulykker ingen trussel mod helheden. Effekten forplanter sig på elastisk vis.

Mængden: 1. den vil gerne vokse. 2. indenfor mængden er der ligeværdighed. 3. mængden elsker tæthed. 4. har brug for en retning.

Overført til arkitektur tingene skal komme nedefra og ikke være topstyret.

I et dynamisk styret system vil et oprør ikke vælte styret da netop divergensen i systemet vil forplantes. Modsat rigide systemer. Man skal altså se punkter og linier som eksistenser og relationer i en ikke hierarkisk struktur.

PERELLA:

Perella kritiserer bl.a. Greg Lynn for at gå fuldstændig over i en anden grøft ved at læse Deleuze og Guattari alt for bogstaveligt og snævert i forhold til form og materialitet.

Ex folden bliver en alt for håndgribelig form og afstedkommer et fokus på topologien. I stedet for at se på folden som noget der åbner op for grænser og udfolder overflader der dermed bliver til eksteriører.

Arkitekturen har traditionelt en tendens til at undgå dagligdagskonsum og masseproduktion da det ikke er kunstnerisk nok. Perella vil gerne kombinere den topologiske arkitektur og samtidig udfolde folden så den bliver eksteriør og kombinere den med massekulturen og massekonsumet. Han støtter helhjertet den topologiske arkitektur, men hvis arkitektur ikke er forbundet til hverdagslivet er det ikke levende - ikke engang animeret.

HYPERSURFACE= opstår i en erkendelse af at man ikke kan tale billede i ren form og ikke om form i ren form – de bliver dekonstrueret og deterritoaliseret og bliver til image-form.

Citat: Hypersurface er sammensatte immanente (iboende) topologier der frembringer ikke-dialektiske (novak bipolare frem for binære) image-form interfaces i hvilke intersubjektivitet (en subjektivitet mellem subjekter) bliver absorberet for at genkomme autopoetisk.

Der binæres ugyldighed –

Markos Novak: Trans= på den anden side. Dels at det ligger eller bevæger sig ud over noget andet. Dels at det ændres til noget.

Bipolare i stedet for binære modsætninger – derved kan man tale om field-condition i stedet for state-condition. Eller ved hjælp af begrebet trans- at gøre bipolare begreber til noget andet. Ex fravær/nærvær >> transmodernisme i stedet for postmodernisme. Videreførsel af precis det de vil gå imod: at der ikke er nogen sandhed det bliver den nye sandhed.

Taler om at der ikke længere er noget klart defineret inde og ude derfor lost in space bliver til lost at home. VIS MØBIUS Her bruger Novak eversion (at vende vrangen ud) men det der sker er måske mere at udfolde folden. En måde at udfolde det virtuelle i den fysiske verden. Hvor det af nedstige i det virtuelle mange gange er omdrejningspunktet (immersion) ex weekendavisen bliver denne eversion måske mere brugbar ((det er det Hayles gør) som nok burde bruge transhumanisme)

Matematisk er hypersurface en overflade i hyperrummet. Hyperrum er et 4+ dimensinalt rum. EX med through flatland to thoughtland. >> posthumanisme – men i stedet for at tale om et højere rum (hyper) så bruge et ændret rum.

Existentialistisk kan vi se hyper som det at nå ud over det kropslige 3-dim baseret liv. Så matamatiske 4+ dimensioner kan erstattes med Poppers 3. verden der består af organiseringer af fælles eller intersubjektiv karakter. Men når det matematiske niveau i den grad ’kommer ud’ til os i form af 4n dimension har vi brug for matematikken til at organisere, hvis noget kan organisere.

Babelsbiblioteket: Som Foucault pointerer i Language to Infinity , peger Borges på den uendelighed der ligger implicit i sproget. Borges spejler sprogets styrke og mulighed for at spinde uendelige meninger ud af alfabetets grundlæggende elementer. Borges beskriver altså en tilstand, hvor sproget så at sige har fået frit løb, hvor der ikke findes censorer, meningsdannere eller rammer hvori sprogets grundelementer kan udfolde sig. Alligevel ligger der en uendelighed implicit i den 'styrende' sprogbrug der kendetegner selve sproget. Vi skaber flere og flere standpunkter og kontrapunkter, og når et område bliver for stort og uoverskueligt, skaber vi opdelinger og undergrupperinger, som heksagonale celler, der deles og fordobles i det uendelige.

Men måske er det ikke uendeligt men som Maxwells dæmon. Ex James Clerk Maxwells dæmon. Lave energi ved at samle og sprede ex varme og kolde molekyler. Bibliotekaren i Borges babelsbibliotek der gerne vil finde sin egen historie. Intelligent Agent – google som Maxwells dæmon.

Perella indirekte om Lynn: division mellem kapitalistisk program og elitær form er stadig gældende.

Van der Rohe: form follows function.
Perella mener at relationen mellem form og overflade er domineret af formen i den arkitektoniske praksis, dog med undtagelser ex gotikken og postmodernismen hvor religiøse, politiske mm overflader fremstår.

Søger en syntese af form og flade ex Tschumi arbejder med ikke territoriale konsumobjekter som membran. VIS TSCHUMI Urban glashouse.

dECOi:

At danse om arkitektur

Architecture of disappearance
Forsythes bevægelser er som spørgsmål, der forbliver ubesvaret. I hans optik tager fraværet af bevægelse en form hvis repræsentation diskvalificerer det usynlige og revaloriserer dis-kontinuiteternes abstraktion.

Forsythe bygger videre på den tyske koreograf og bevægelsesanalytiker Rudolf von Labans systemer der er udviklet i begyndelsen af tyverne. Laban anser spaciale retninger som det mest signifikante element af den kropslige bevægelse. Bevægelsens kompleksitet kan omsluttes af de basale rumlige retninger der knytter sig til det horisontale og vertikale på trods af at bevægelser rummer diagonale og roterende retninger.

'With every movement innumerable single tensions arise in the body, conditioned through anatomic articulation. They appear to our eye and perception of tensions as at least four components which we imagine irradiating from the centre of gravity. The simplest way to describe a person is to determine the placement of the ends of the limbs in relation to the centre of gravity of the body. We say: the head is carried upright, right arm tends'

Ether/I: er en pavillon lavet til 50 års jubilæet for United Nations højtideligholdt i Geneve. Det er det negative spor fra to dansere gennem rum der var indfanget visuelt – sporet kan ikke ses med det blotte øje eller kan ikke fastholdes i synet. Bygningen fastholder transformationen fra en tilstand til en anden – sporet af den fraværende nutid. Det er en arkitektur om det forsvindende (architecture of disappearance) og går videre end Muybridges omdannelse af kroppen til graf eller enkeltstående diagram. Den arkitektoniske form er så at sige det virtuelle aspekt der binder Muybridges billedserier sammen til en hel bevægelse. Det er det spøgelsesagtige spor af bevægelse, fratrukket det der bevæger sig. Repræsentationen befinder sig på smeltepunktet.

UN-STUDIO Ben Van BERKEL:

Ben van Berkel: Den inkluderende metode. Et integrerende design begreb muliggjort af IT. At indoptage ahierakisk både materielle og immaterielle aspekter af et givent projekt. Erkender at arkitekten har en selektiv skabende rolle, han bestemmer enkeltdelene i montage.

New Ground Zero

THE PRINCIPLES OF NEW URBANISM

masterplanen:

André Duany argumenterer i artiklen A New Theory of Urbanism, (Scientific American, dec. 2000), der handler om den tilfældige urbanitet eller subtopia, for et behov for, helt nye overordnede planlægninger for den bymæssige bebyggelse. Han finder det nødvendigt at strukturere sig ud af dette kaos, arkitekturens frie vilje har medbragt. Vækst for en by blev engang betragtet som et yderst positivt fænomen, men i dag forbindes væksten med inddragelse af endnu et åbent landskab til socialt boligbyggeri, indkøbscentre eller industriområder. Problemet i dag er, at udviklingen ofte sker i specialområder uafhængige af andre specialområder; nogle bygger kun indkøbscentre, andre kun industriområder og igen andre kun vejnet. Overblikket mistes og resulterer i det totale kaos. 

Det essentielle for den nye urbanist er at bevare et hele i planlægningen, alle elementer fra kloakale og trafikale forhold til rekreation og indkøbsmuligheder skal tages i betragtning, præcis som man har gjort, måske lidt overdrevet, i Singapore, ved dannelsen af en ny pantopisk bydel. Jeg vender tilbage til den senere i dette kapitel. Nutidens arkitekter skal lære fra arkitekterne omkring CIAM sammenslutningen fra før Anden Verdenskrig, uden dog at genindføre en global stil. Amerikanerne med Duany i spidsen har på den baggrund opstillet en matrice for hvordan god arkitektur skal planlægges. Duany bruger et begreb der hedder transect, som er lånt fra geografien. Transect en glidende overgang mellem forskellige geografiske og biologiske forhold, for eksempel overgangen mellem skov og strand, eller mellem mose og eng. Duany bruger begrebet som forbillede for at lave en glidende overgang mellem land og by, så man langsomt ledes ind i byen uden at få disse visuelle chok, som subtopien ofte kan levere.

The principles of New Urbanism can be applied increasingly to projects at the full range of scales from a single building to an entire community.

1. Walkability

-Most things within a 10-minute walk of home and work
-Pedestrian friendly street design (buildings close to street; porches, windows & doors; tree-lined streets; on street parking; hidden parking lots; garages in rear lane; narrow, slow speed streets)
-Pedestrian streets free of cars in special cases

2. Connectivity

-Interconnected street grid network disperses traffic & eases walking
-A hierarchy of narrow streets, boulevards, and alleys
-High quality pedestrian network and public realm makes walking pleasurable

3. Mixed-Use & Diversity

-A mix of shops, offices, apartments, and homes on site. Mixed-use within neighborhoods, within blocks, and within buildings
-Diversity of people - of ages, income levels, cultures, and races

4. Mixed Housing

A range of types, sizes and prices in closer proximity

5. Quality Architecture & Urban Design

Emphasis on beauty, aesthetics, human comfort, and creating a sense of place; Special placement of civic uses and sites within community. Human scale architecture & beautiful surroundings nourish the human spirit

6. Traditional Neighborhood Structure

-Discernable center and edge
-Public space at center
-Importance of quality public realm; public open space designed as civic art
-Contains a range of uses and densities within 10-minute walk
-Transect planning: Highest densities at town center; progressively less dense towards the edge. The transect is an analytical system that conceptualizes mutually reinforcing elements, creating a series of specific natural habitats and/or urban lifestyle settings. The Transect integrates environmental methodology for habitat assessment with zoning methodology for community design. The professional boundary between the natural and man-made disappears, enabling environmentalists to asses the design of the human habitat and the urbanists to support the viability of nature. This urban-to-rural transect hierarchy has appropriate building and street types for each area along the continuum.

The Transect
More information on the transect

7. Increased Density

-More buildings, residences, shops, and services closer together for ease of walking, to enable a more efficient use of services and resources, and to create a more convenient, enjoyable place to live.
-New Urbanism design principles are applied at the full range of densities from small towns, to large cities

8. Smart Transportation

-A network of high-quality trains connecting cities, towns, and neighborhoods together
-Pedestrian-friendly design that encourages a greater use of bicycles, rollerblades, scooters, and walking as daily transportation

9. Sustainability

-Minimal environmental impact of development and its operations
-Eco-friendly technologies, respect for ecology and value of natural systems
-Energy efficiency
-Less use of finite fuels
-More local production
-More walking, less driving

10. Quality of Life

Taken together these add up to a high quality of life well worth living, and create places that enrich, uplift, and inspire the human spirit.

kommentar:

Duany also writes

The scene is populated with kids who look, dress, move, have haircuts and talk just like the building looks. They are as integral as those extravagant little figures in Karl Schinkels architectural engravings. They are content to be there, and the building is easy on them, absorbing whatever they are doing. This is the generation that uses random as an ambiguous term or praise and opprobrium, and the building is an embodiment of the fundamental "whatever" sensibility. The plan is disorderly, except where it is rational. The details have a certain integrity, except where they are junky. It is laid-back, except for certain edgy moves. It is artless, except in those places where it is stunningly clever. It is impossible to dislike because it is not trying to be liked. Its like, whatever. The building is as appropriate to our nerds/tech jocks as Miess campus once was for the white-shirted engineers of the second industrial age.

In Modernism, beauty is in the eye of the beholder. Early Modernists wanted to overturn Traditional and Classical design, and to do that had to argue against the universal values of Classicism, which said Truth is Beauty (Veritas est Venustas). (Thomas Jefferson wrote that Classicism promotes virtue.)

At the same time, all the Modern Masters of architecture were trained in Classical and Traditional design, and the beauty of their building often rested on some familiar grounds, such as Classical proportion, light and shadow, the best natural materials and even harmony and repose. That's precisely one of the reasons why Mies, for example, was considered a Modern Master: his quiet, serene buildings are Classically proportioned and harmonious.

Koolhaas doesn't care about any of those traditional qualities. His IIT building probably has no natural material. Natural materials are pleasing, and synthetic materials usually aren't. But Koolhaas would rather have excitement than beauty, so he substitutes one for the other.

Inside, walls move in and out, floors and ceilings up and down. It's a little like watching MTV or drinking grande lattes with triple shots all day. As Duany says, the building fits its users.
IIT.jpg

Older university buildings like the IIT buildings by Mies were made for the university elders rather than the students. Late Modernism is more like MTV: give the kids what they want. (Sidebar: It would be interesting to know what Rem and Zaha listen to and watch is it anything like their work? Eisenman lives in a traditional house and explicitly says he doesn't want to live in his own work.)

Late Modernism is sometimes analogous to Late Adolescence, which, of course, is the age of some architecture students. The connection between Modernism and Adolescence is the development of the Ego. Modernism is sometimes like the gawky teenager dressed in black (Have you seen a New York architect lately?) who wants to stand under the orange lights in the 7/11 parking lot, feel bad about his parents, and express his originality by looking like every other teenager he knows. But that's for another post.

In the meantime, some thoughts about architecture and music. In music, we listen to Top 40, or Hip Hop, or Jazz or Classical. Or Top 40 and Jazz, and Hip Hop, and Classical. The breadth of Duany's Metropolis article is unusual for the architectural press, or the press in general -- the New York Times's architecture critic ruthlessly pushes the idea that the only contemporary architecture worth thinking about is from the Starchitects like Rem Koolhaas, and few of the major newspapers or magazines are broadminded on the subject.

In the real world, some people want to listen to Pink. Some want Outkast, some want Stevie Wonder or Miles Davis, and some want Mozart. The discussion about what to do in our buildings and cities would be a lot richer if we got over this idea that we're all supposed to be listening to All Starchitect, All The Time.

KOOLHAAS

With an estimated population of 14 million now, Lagos is one of the fastest growing cities on the African continent. By 2020, it is expected to be the third largest city in the world, with 24 million people. After decades of military rule, and in spite of enormous oil revenue, Nigeria suffers from mass poverty, dysfunctional public services and broken down infrastructures. Consequently, Lagos has a reputation for being one of the most dangerous cities in the world and many Africans prefer to avoid it. Architect Rem Koolhaas, however, chose not to. For the past four years, he, and a team of students of The Harvard Project on the City, have come to Lagos regularly to research the type of urbanity that is produced by uncontrolled, explosive population growth. Fascinated by the energy of Lagos, and driven by the desire to understand modernity in all ist aspects, Koolhaas set out to learn from Lagos, rather than planning, building or changing anything.

Notwithstanding its notoriety, Lagos continues to have enormous appeal for vast numbers of people. Every hour, 21 new inhabitants set out to start a life in the city, a life that is highly unpredictable and requires risk taking, networking and improvisation as essential strategies for survival. As talkshow host Funmi Iyanda puts it on her fabulously popular breakfast show The New Dawn: Lagos works for us. There is some kind of function in the dysfunction. And Rem Koolhaas saw that. It's like some elusive perfume in the air. If you could capture it, put it in a bottle and spray it, your life would be different. There is an energy and a resourcefulness and Lagos that, if we could just learn how to manage it, would be a showpiece for the entire world to see.'

The documentary Lagos/Koolhaas follows Rem Koolhaas during his research in Lagos over a period of two years. Using small digital cameras, the film maker documented Koolhaas documenting Lagos and tried to grasp and convey a sense of the new urban life that is being invented here. Noisy, unpredictable and exploding in multiple screens and acitvities at once, Lagos/Koolhaast delves into the multi-layered fabric of the city and tries to make sense of it.

Lagos har noget særligt at tilbyde i forhold til Vesten. Koolhaas betragter ikke Lagos som en mislykkedes kopiering af Vestens udvikling, byen er noget i sig selv. Koolhaas giver et helt nyt bud på, hvordan en ikke-vestlig metropol skal betragtes. Med denne holdning bevæger Koolhaas sig udover den klassiske dikotomi mellem primitiv/civiliseret, periferi/center som Vesten traditionelt har forstået det koloniale og postkoloniale udfra. Også globalisering bliver ofte betragtet som en vesternisering, den generelle holdning er, at Verden bliver mere ens og standardiseret gennem strømninger, der starter i Vesten og stråler herfra. Koolhaas taler som sagt om omvendt kolonisering jf. Giddens. Jeg vil indledningsvis se på Koolhaas' holdning i forlængelse af den brasilianske avantgarde kunstner Oswald de Andrades Kannibalistisk manifest fra 1928.[1] De Andrades futuristiske manifest er skrevet som et led i et opgør med opfattelsen af kunst i Brasilien. I stedet for at kopiere og følge den europæiske kunstneriske udvikling taler han for udviklingen af en særlig brasiliansk kunstnerisk identitet. En identitet der fremkommer ved 'fordøjelse' (deraf kannibalisme) af indtryk fra Europa og fra den brasilianske 'oprindelige' kultur. Omdannelsesprocessen er det essentielle. Den postkoloniale kultur/identitet er ikke produkt af en negativ proces. Man er ikke blot en passiv modtager eller et ubevidst offer for den vestlige hegemoni, man er derimod fordøjende. Mennesker, kulturer, byer opstår altså i sammenstødet og sammenblandingen mellem forskellige kulturer i kraft af kannibalismens fordøjelse. 'Kun kannibalisme forener os. Socialt, økonomisk. Filosofisk. Verdens eneste lov.' [2] står der i manifestets indledende linier.