Databasekunst

Struktur: Metadata placerer sig i to kategorier

1 - Tilføjelser af metadata til eksisterende medier produceret tidligere i historien - en manuel proces

2 - Autogenerede metadata til alt hvad der produceres

Arkivet og kroppen

Som tidligere nævnt ser jeg en generel tendens til at betragte brugeren af computerteknologi som noget, der indgår i det system, som fastsættes af teknologien og arkitekturteoretikere har i den sammenhæng haft kronede dage siden forestillinger om cyberspace begyndte i 80’erne og Internettet blev hvermandseje i 90’erne, da computermediet langt hen ad vejen forstås i rumlige termer. Derfor er der en direkte relation mellem beboeren i computerintegreret arkitektur, brugeren af virtual reality verdner, computerspilleren og surferen på Internettet. I alle tilfælde er der tale om ’arkiver’ der aktiveres af en kropslig tilstedeværelse.

Michel Foucault beskrev i værket Vidensarkæologi arkivet som det, der til en given tid kan udsiges (Foucault). Arkiv skal dermed ikke forstås som et bibliotek, et museum eller en anden slags samling af udsagn, men som en systematik for relationerne udsagn imellem. Arkæologi forbinder sig i den sammenhæng til begrebet diskurs på en måde, så diskursen hele tiden forandres med nye udsagn, og arkivet og den arkæologiske undersøgelse fastholder retrospektivt systematikken for forbindelserne imellem udsagnene og bestemmer, at alle sagte ting ikke samles uendeligt i en ubestemmelig masse. Arkivet fremstår således, som det der differentierer diskurser i deres mangfoldige eksistens og bestemmer over dem.

Arkivet definerer mellem systemet og korpuset, der systematiseres, et praksisniveau som bevirker, at en mangfoldighed af udsagn fremkommer gennem aktualisering. (Foucault) Arkivet afslører reglerne for en praksis, som muliggør at udsagn både kan overleve og samtidig undergå regelmæssig forandring og er således det generelle system af formationer og transformationer af udsagn.

Vores samtidige arkiv er umuligt at beskrive klart, da det er dets egen eksistens vi benytter til at beskrive dets fænomen, udvikling og transformation. Arkivet bliver lettere at definerer jo længere tilbage kronologisk vi bevæger os eftersom vi separeres fra, hvad vi ikke længere kan sige. I Foucaults hænder bringes arkivet til live i den fuld ud synlige diskursive proces af hvilket det er konstrueret. Arkivet bliver således tilnærmelsesvis lig historien, da historien ikke kan søges udenfor de udsagn der formulerer arkivet.

Men hvad sker der når den kronologiske (græsk: khrónos = tid, logi = logisk)  distance som knytter sig til forståelsen af arkivet forsvinder. Når vi træder ind i det som Paul Virilio betegner den kronoskopiske (græsk: khrónos = tid, skopion = se på, betragte) tid (Virilio; Purser). I den kronologiske verden er tiden som varighed koblet med rummet som udstrækning. Den gradvise fremkomst af en kronoskopisk verden medfører, i følge Virilio en bevægelse væk fra en kulturel rytme baseret på analoge og rumlige udstrækninger. I den kronoskopiske tid sendes og modtages signaler med en sådan hastighed, at de virker samtidige og samtidigheden understøttes af, at arkivet som historisk system indlejres i computermediets operationelle system. Dette skaber en ny World Standard Time baseret på samtidighed og dermed er historien, i kraft af sin tidslighed, ikke længere indlejret i den logiske fremadskridende tidslighed men i samtidighed. Er der, som bl.a. Esben Aarseth bemærker i bogen Cybertext, tale om en epistimologisk konflikt (Aarseth) når arkivet på den ene side, og i kraft af evnen til evig transformation, er grundlæggende for samtidens overvældende og allestedsnærværende arkivskabelser og samtidig, på den anden side, opsluges af selv samme arkivskabelser i en grad at distancen forsvinder?

Hvis vi antager at arkivets grundelement, distancen, forsvinder fra arkivet som fænomen kan man argumentere for, at erkendelsesprocesser, der tidligere var forbundet med erindring og dermed distance i tid, forsvinder og tilbage er praksisniveauet mellem sproget og korpuset, eller oplevelsen som en aktualisering af arkivets system. Denne antagelse stemmer godt overens med Mark B. N. Hansens fokus på den affektive kropslighed han fremlægger i New Philosophy for New Media. Hansen fokuserer på Henri Bergsons syn på kroppen som center for indeterminisme, og kroppen bliver dermed et filter, der udvælger ’billeder’ i et univers af ’billeder’ i cirkulation, med relevans for de kropslige kapaciteter den enkelte krop besidder (Hansen, 2004).

Hansen fokuserer på kroppens evne til at erfare egen intensivitet og dermed egen indeterminisme, og ikke som noget der kan reduceres til vanedreven associativ logisk perception. Affekt medierer mellem den individualiserede og præindividualiserede krop, hvorimod perception referere til allerede konstituerede strukturer hos det enkelte individ. Hansen vil, modsat Gilles Deleuze, der har bevæget sig fra kroppen til (film)rammen i hans fortolkning af Bergsons tidslighed, bevæge sig fra rammen og tilbage til kroppen. Den rammesættende funktion gives til kroppen og dens center for indeterminisme, hvilket er et skift Hansen tillægger ’den såkaldte digitale revolution’ eller hvad man måske kan betegne som begyndelsen på enden af Foucault moderne episteme.

Det ’digitale arkiv’ er ikke blot operationelt, det er en del af egen tilblivelse via den kropslige interaktion og erfaring. Kroppen fungerer som informationsfilter og skaber gennem denne proces selv visualiteter. Hansen ønsker at fokusere på det visuelle, der som omdrejningspunkt har affekt og selvinvestering i stedet for komposition og materialitet og bevæger sig dermed fra øjet som magtposition - okkularcentrisme, som kan sidestilles med Foucaults betegnelse af samtidens fokus på monumentet, til en haptisk æsteticisme og kropslig affekt (Hansen). Når arkivet mister sin materielle specificitet overtager kroppen den prominente position som selekterende processor af information, hvilket medfører at der i oplevelsen sker en sammensmeltning af aktualiseringen af arkivet og visualiseringen af arkivet.

The bit Suicide Box is a motion detection video system designed to capture vertical activity. Unit includes BITcamera, motion capture card, analysis software and utility concealment casing. In standard operation any vertical motion in frame will trigger the camera to record to disk.

Bureau installed the Suicide Box for trial application in range of the Golden Gate Bridge California 1996; an initial deployment period [100 days] metered 17 bridge events. System efficacy: Suicide Box system supplied public, frame-accurate data of a social phenomenon not previously accurately quantified. Box placement was determined to exploit cultural climate and BIT agent proximity; San Francisco is gateway to the Silicon Valley and both Information capital and Suicide capital of the USA.

HUMO Rafael Lozano-Hemmer"s masterclass will be completely experimental and applied. The only theory used will be a small conceptual framework and review of precedents. What this means is that a large portion of his section in the publication will consist of documentation of the projects: sketches, photos, sequences and some texts including interviews.

Humo means "smoke" in Spanish and is the acronym for "Huge and Mobile". Lozano-Hemmer wants to place the world"s most powerful projector (axenon bulb with 10,000 W output that produces 40 x 40 metre images) on the back of a pick-up truck together with a diesel generator, a GPS tracker, a pan/tilt platform and an assortment of lenses. The project will consist of rapid deployment of strategic images to transform urban landscapes: logos, emblematic buildings, quotidian spaces, suburban malls, advertising billboards, etc., will be the targets of unannounced, unregulated ephemeral interventions. Documentation of these projects will be an integral part of the class, as the condition of possibility of legal/political/aesthetic viability are a fast, short intervention below the radar of potential regulators.

This standardized platform will be "taken over" by the participants and will actually provide a very diverse output. Since this master class’s theme is "interaction design", HUMO may not seem sufficiently horizontal, but with the time and logistic limitations Lozano-Hammer prefers a very specific, vertical platform that can be transformed rather than an attempt of an exhaustive panorama of strategies.

"Generative art is a term given to work which stems from concentrating on the processes involved in producing an artwork, usually (although not strictly) automated by the use of a machine or computer, or by using mathematic or pragmatic instructions to define the rules by which such artworks are executed."
Adrian Ward

"Generative art refers to any art practice where the artist creates a process, such as a set of natural language rules, a computer program, a machine, or other procedural invention, which is then set into motion with some degree of autonomy contributing to or resulting in a completed work of art."
Philip Galanter

http://www.incident.net/works/timessquare/#

http://recycler.plagiarist.org/

http://googlehouse.net/

http://www.bewitched.com/ (martin Wattenberg)