aura
Intro til denne specifikke gang. Er det digitales udbredelse en revolution??
Modstand mod at bruge begreber som fotografi, video og kamera: But such metaphors obscure the importance of this new information format and it's far reaching consequences for our visual culture. - Der er en teknologisk forskel!!
Forskel i forstørrelsesmulighed
Original >< kopi
Digital billeddannelse bygger på flere traditioner:
1 fotografiet
2 maleriet - hvor den fotografiske tradition ikke er tilstrækkelig og derfor 'springes' over
3 calculus - hvor den 2 dimensionale repræsentation ikke er tilstrækkelig og derfor 'springes' over. EX: Den matematiske konstruktion af perspektivet
Mitchell havner konstant i sin egen fælde ved at kalde samtiden for en post-fotografisk æra:
Digitale billeder er mere modtagelige for påvirkning. Det digitale billede er langt fra kun optagelse og tryk. Fokus på processen i mellem. Transformations, skalerings og analyseringsværktøjer er en lige så vigtig del af processen som optagelse og tryk.
Pressefotoet går fra sandhedsvidne til illustration.
Det tænkende automatiserede øje >> Cartesiansk kobling mellem en visuel censor og en styrende intelligent computer.
Fra det øjeblik det digitale fotografi så dagens lys døde det traditionelle fotografi, ligesom fotografiet dræbte maleriet 150 år forinden. - Delaroche 1839: "fra i dag er maleriet dødt"
Siger senere at fotografiet ikke er dødt men snarere radikalt forskudt som maleriet blev det for 150 år siden.
Mitchell: Kan vi stadig spørge efter 'just the facts'?
Har vi nogen sinde kunne spørge efter kun faktum når det handler om fotografiet?
Michell repræsenterer troen på at billedet talte sandt før computer'revolutionen' - George Orwell repræsenterer netop en skepsis i forhold til fotografiet som sandhedsvidende med hans studio for faking photographs.
Fotografiet har en fastlåsende effekt på vores blik - det fotografiske blik er blevet det sande blik. Indet fotografiet arbejdede man med perspektivet som konstruktion. Perspektivet har en udviklingshistorie og en fortolkningsramme. Efter fotografiet er man holdt op med at betragte perspektivet som konstruktion - det anses i stedet for at være sandhed.
Mitchell om Canaletto
Canaletto (1697-1768) manipulerede det topografiske ved at kombinere flere forskellige synsvinkler.
Mitchell betragter fotografiet som sandhed.
Endnu et eksempel på Mitchells syn på det analoge fotografi som sandhed. Det fotografiske blik er det rigtige syn. Canaletto der jo malede før fotografiets opfindelse og kunne derfor af gode grunde ikke male med et fotografisk blik.
Diskuterer hvorvidt der er tale om kontinuitet eller epoke i relationen mellem fotografiet og det digital billede. Grundlaget for visuel kulturforskningen en for Lister en matrice af fremtidsbegejstring, utopiske løfter, kulturel pessimisme. En kultur der er kendetegnet ved social og politisk fragmentation, mistillid til historien, restrukturering af dagligdagen, globalisering mm. Noget der peger imod en øget skelnen mellem 'gamle' og 'nye' medier. En tendens med fare for at marginalisere den mangfoldighed af teorier, meninger og positioner det traditionelle fotografi besidder.
Fotografiets nøglerolle som producent af og ikke-sepererbar fra kultur, økonomi, politik og privat lykke. >> Mette Sandbye: Kærnefamilien der skaber og opretholdes af familiealbummet.
Barthes fra indledningen til Mette Sandbyes bog Mindesmærker:
De gamle samfund sørgede for at mindet, livets substitut blev evigt, at i det mindste den ting der talte om Døden selv var udødelig: det var Monumentet. Men vores moderne samfund har givet afkald på Monumentet i og med det har gjort Fotografiet (det forgængelige) til det almindelige og så at sige naturlige vidne om "det der har været".Det er et paradoks at det samme århundrede har opfundet både Historien og Fotografiet. Men Historien er en erindring, der er fabrikeret efter sikre opskrifter, en ren intellektuel snak, der nedbryder den mytiske Tid; og fotografiet er et sikkert men flygtigt vidnesbyrd; og således synes alt i dag at forberede vores art på følgende snarlige afmagt: ikke længere at være i stand til følelsesmæssigt eller symbolsk at fatte varighed.
(Roland Barthes: Det lyse kammer s. 118)
Næsten overnight er det photografiske billede (og andre analoge billedmedier som film, TV og video) blevet til realistiske sandhedsbilleder der bliver iagttaget af passive godtroende fjolser. Spejlinger af verden vi ukritisk konsumerer. En gammel diskussion mellem to positioner i fototeorien projiceres over på de to fotografityper - Troværdig kontra konstruktion
Listers hovedargument (ligesom Manovich og Bertelsen) er at det digitale medie ikke er et brud på den fotografiske tradition men en cementering af en gammel debat mellem dem der anser fotografiet for at være et sandfærdigt analogt 'aftryk' af virkeligheden og dem der mener at fotografiet har en konstrueret, kunstig og ideologisk karakter. Denne kontruktivistiske position er overført på det digitale medie.
Man skal måske betragte fotografiets historie i flertal og tale om fotografiers historier i stedet. Eller se på fotografiets historie på lige fod med skrivningens historie - d.v.s. ikke som kunstens eller litteraturens historie. Dette på grund at fotografiets mangfoldige anvendelse.
Lister ønsker at bevæge sig væk fra en teknologideterministisk udlægning af de forandringer der er sket i de seneste år og i stedet anskue udviklingen som en kompleksitet af faktorer. Teknologiske ændringer ligger parralelt med og i forlængelse af historiske og kulturelle kontinuiteter.
Fotografiet kan med fordel betragtes som kontekstrelateret i stedet for medium i sig selv - et fotografis mening kan variere meget i karakter alt efter kontekst (tekst, grafik, institutionel tilknytning) - Fotografiet er ligeledes tilknytte andre kulturelleudviklinger og andre teknologier - ex muligheden for billigt at kunne trykke billederr. En brug og smid væk kultur opstod. Kontekst ex: Informations reklamekampagne el. et klassisk eksempel i Benetton.
Uddannelsesmæssig brug!!
Intertekstualitet - simulacra fordi der kun er intertekstualiteten tilbage. Billedet får sin mening fra sit tilhørsforhold til billedmassen (Mette Sandbye og snapshots)
Lister fratrækker VR billeder som han definerer som The removal of any material interface between vision and image!!!!! Her er der måske en svaghed i ML's argumentation fordi han er nødsaget til at trække en grænse.
Interaktivitet: Begrebet fremkommer p.g.a. computerens tilbud om valg og ikke-lineære veje til indhold. Vi er blevet til brugere frem for seere. Men denne interaktivitet er i fare for (på samme måde som fotografiet kontra det digitale billede) at gøre tiden før computeren til befolket med umyndiggjorte godtroende fjolser. Sofa grøntsager der passivt absorberede TV-mediet. Interaktivitet har været centrum for en debat ført længe før computermediet. Men - siger Lister - er computerinteraktivitet i fare for at gøre os til rationelle forbrugere der følger allerede udstukkede dog valgbare veje gennem medie-forbruget
Manovich udbygger netop dette aspekt i The Myth of Interactivity: Klassisk kunst alment betragtet og moderne kunst i særdeleshed opererer med interaktivitet på forskellige måder. Sammenpresninger eller udvidelser i narrativ tid, manglende detaljer, dobbelte betydninger stiller krav til læseren, beskueren, brugeren. iscenesættelse og kompositioner orkestrerer beskueren over tid. Arkitektur og skulptur bevæger hele 'deltagerens' krop. Filmmontage, flashback mm tvinger publikum til at skabe forbindelser imellem ikke fortløbende billeder.
Digitale medier tenderer til at erstatte den tankemæssige interaktion med en kropslig der går ud på at flytte musen, følge et link og lede efter den næste 'port' videre. Tankeoperationer bliver gjort eksternale og objektive - associationsrækker bliver gjort objektive og vi følger en præ-programmeret association og ender i William Gibsons kollektive hallocinationsrum.
Med filmen bliv vi forført til at identificere os med en andens kropslige billede, med computermediet inviteres vi til at følge en andens mentale struktur.
Det digitale fotografi er ikke et brud med det analoge - snarere en intensivering af en modsætning fotografiet altid har indeholdt.
Sammensmeltning af virkelighed og symbol / reelt og imaginært. Denne sammensmeltning er det bærende omdrejningspunkt og brændstof for hele fotografiteorien og historien. Det digitale fotografi undergraver vores naive tillid til det fotografiske medium. Vi skal se fotografihistorien i digitaliseringens lys.
Er imod en teknologihistorie (bl.a. teorien om skopiske regimer) i forhold til fotografiet. Ingen moderne kunst uden fotografiet - intet fotografi uden den moderne kunst. Fotografiet som det modernes mest dominerende og centrale billedmedium. >> fotografiet er på en gang en logisk følge af det moderniserede blik og en forudsætning for selv samme blik. >> 70'erne og 80'erne stor interesse for at teoretisere fotografiet samtidig med en anerkendelse af mediet som kunst. >> Roland Barthes' lyse kammer. Siden har fotografiet lidt af tømmermænd så digitaliseringen kommer belejligt i forhold til en ny teoridannelse. Med nogen ret kan man sige at vi træder ind i den postfotografiske æra. >> fotografiet mister derved sin særstatus i billedernes familie. Ny energi til fotografiet >> nye æstetiske praksisser + hybridformer af fotografiet. >> mangel på postfotografisk gennemskrivning af fotohistorien
Bertelsen citerer Martin Jay:
1 fotografiets forhold til optisk sandhed eller illusion
2 fotografiets forhold til kunsten
3 fotografiets samfundsmæssige betydning
ad 1 er fotografiet en repræsentation af virkeligheden eller placeres det mellem andre repræsentationsformer. Roland Barthes "uvirkelig virkelighed". Maleri har vi ingen problemer med at anskue som billede mens vi har svært ved at anskue fotografiet som billede. >> referenten frem for repræsentationen (set fra den 'dumme' betragter)
ad 2 fotografiens tilknytning til massekulturen >> svært ved at gøre sig gældende i billedernes hierarki. Mangel på stoflighed - fotografiet er gennemsigtigt. Det specifikt fotografiske knytter sig derfor mere til blikket en til fotografiet som stof. Fotografiet bliver spøgelsesagtige fordi vi kar svært ved at se deres fysiske virkelighed.
ad 3 fotografiets historie er tæt sammenvævet og nærmest uadskilleligt i forhold til massekommunikationsmidlernes historie. >> umuligt at betragte fotografiet selvstændigt i forhold til dets konkrete brugsfunktion. Fotografiet er spundet ind i en mangfoldighed af samfundsmæssige videns-, overvågnings-, nytte-, nydelses- og forbrugsmekanismer.
I en postfotografisk optik bliver alle fotografier samtidige (samtidighed et nøglebegreb) p.g.a. manipulerbarheden. Fotografiets status som unik forsvinder da det altid er muligt ændre det. Det historiske tidsudsnit forsvinder ligeledes. Kritik af begrebet post-fotografisk >> para-fotografisk (para = ved siden af) post foreslår en lineær historieopfattelse para implementerer en rumlig historieopfattelse. Kronoskopisk tidslighed el. trans-fotografisk
Den hvide mytologi
Fotografiet som umedieret repræsentation - transparens
Identitet mellem fotografiet og referenten
Alt hvad der befandt sig i billedudsnittet kommer med
Fotografiet viser verden som den virkelig var
Lange eksponeringstider også korte eksponeringstider - Muybridge
Man kan betragte den hvide mytologi som magtudøvelse
Fotografiske begivenheder der har været med til at cementere den hvide mytologi:
Jacob Riis (1849-1914) - dansker der ernærede sig som journalist og fotograf. Jacob Riis opsøgte mennesker hvor de boede og skrev deres historie. Omkring 1890 blev det muligt at trykke billeder i aviserne og Jacob Riis' billeder blev ledsaget af billeder hvilket gav hans historier en uventet gennemslagskraft. How the Other Half Lives fra 1890 var med til at igangsætte reformer for sanering af slumkvarterer.
New Deal og Farm Security Administation (FSA) (1935) Dorothy Lange + Walker Evans. Genhusningsprogram for landmænd - en række fotografer blev ansat til at dokumentere FSA's arbejde. Havde konsekvenser for støtteforanstaltninger
Sebastiäo Salgado Sult katastrofer i Afrika dækket siden 1973.
11. september 2001 - amatøroptagelsen.
Den sorte mytologi
Fotografiet som ren konstruktion - det digitale billede er med til at påpege netop dette aspekt - som en praktisk demonstration.
Konteksten bliver central - det enkelte billede lyver ikke i sig selv?? men konteksten kan fortælle den tykkeste løgn.
Hvid kontra sort mytologi
| Aftryk | |
Kode |
| Referent | |
Tegn |
| Transparens | |
Opacitet |
| Realisme | |
Konstruktivisme |
| Dokumentation | |
Kreation |
| Mimesis | |
Poesis |
Barthes 'studim' og 'punktum' erkendelse af at fotografiet er en blanding eller måske bedre betegnet en mellemting af de to yderpositioner. Barthes erkender at der er en rest analog forbindelse til virkeligheden. Noget der ikke kan analyseres som konstruktion noget der undslipper sig studium: punktum.
Taler om det fotografiske ubevidste og hvad der er blevet af det i siden Benjamin omtalte det i 1920'erne omkring hvad der skete i 1890'erne.
Bruger Bladerunner's to billedfremstillinger. Computerbilledet der kan forstørres og mindebilledet der giver Rachel en falsk barndom.
Taler om en counter practice i analysen af det fotografiske og postfotografiske: site of production, baseret på kritisk stillingtagen til den kulturelle stillingtagen forbundet med en hver fotografisk aktivitet. Den postfotografiske adskillelse er i det kontinuum der er mellem process og produktion (og her kan distribution tilføjes)
i en kulturel sammenhæng får fotografiet betydning i kraft af vores MANGEÅRIGE fortolkning af mørke/lys nærvær/fravær + fotografiets efterligning af øjets fysiologi.
fotografiets forbindelse til omverdnen el. referenten - lys. En spontan fobindelse skabt af lys var ordene i begyndelsen og netop kimen til troen på kameraets objektive status.
fotografier er bidder af tid og tilhører dermed det deterministiske og kronologiske i historieskrivning - de undslipper sig den ikke-differencierede temporale realitet - (screened out). skelner mellem fotografiet og spejlbilledet der bevarer det temporale og rumlige.
Lys priviligeres over mørke: Virilios alsyn: Nemlig det vesteuropæiske ønske om at være altomfattende, kan her tage form af dannelsen af et helt billede ved at undertrykke det usynlige; og eftersom alt det der kommer til syne, kommer til syne i lyset, og eftersom det synlige kun er i hastigheden i en lysudsendelses virkelighedseffekt, så betyder dette, at dannelsen af et totalt billede er afhængig af en oplysning, som på grund af sine egne loves hastighed gradvist sætter de love ud af kraft, der oprindeligt var givet af universet – ikke kun hvad angår tingene, men også som vi har set, hvad angår kroppene. (Synsmaskinen p 71)
postfotografisk: tidslig /historisk determinisme ophæves via det operationelle. Nietzshe: Forsøg på at ændre hvad der er sket er forbundet med forglemmelse. At føle sig ikke-historisk bundet. Dette er forbundet til viljen til at leve - som en pretekst for forandring. Nietzhe påpeger at vi må vide hvornår det er ok af glemme (at være ikke-historiske) og hvornår det er essentielt at huske. Det postfotografiske har en tendens til at opererer under glemslen. Det postfotagrafiske er på samme tid historisk og ikke-historisk da (post)fotografiets kulturelle kontekst (den narrative fortælling om motivet) bliver absorberet i produktionsprocessen. Selve fortografiet (materialet) ophører med at være dekontekstualiserede og betydningsbærende for det fotografiske.
Postfotografi som superhistorie og som ophæver af den krologiske tid - istedet kontekstrelateret kronoskopisk tid.
Henry A Giroux: Beyound the Spectacle og Terrorism: The post-9/11 world. Rummet af fælles/delt ansvar er forsvundet til fordel for rummet af privat frygt. Det militaristiske er blevet en central del af den nationale identitet. (salman Rushdie: demokrati fordrer gennemsigtighed. Valget mellem sikkerhed og frihed.) Det politiske sprog er i øget grad formuleret gennem 'the spectacle of terrorism'. Eksempelvis er ting som offentlige skoler, off transport, social velfærd blevet til steder for selvbestaltethed, uorden og vold. Selv konsumerimen er organiseret gennem fælles frygt frem for fælles ansvar. (køb en bunker). terrorismen globaliseret.
Bo Kampmann Walther: Terroren som postmoderne med henvisning til Boudrillard. Den mediebevidste terror. - Anonym terror. Terrororganisationer mimer den nye globale orden, der afhænger af medierne og anvender mobilitet, deterritorialisering, netværksstrukturer mm. 'Low tech' terror. Zizek (i information 15. september 2001): Den vestlige verden er overhalet indenom af den filmiske præcision som terrorangrebene repræsenterede. Henviser til The Matrix - efter 11/9 blev vi præsenteret for virkelighedens ørkenland (som Neo). 11/9 blev den digitale 1. verden - den digitale med tvilligetårnene som rep. for den virtuelle magt og kapital - smeltet sammen med den 3. verdens virkelighedsørken. Boudrillard om 11/9 symbolik i 1:1 relation.
Robert Fisk: Selvmordsbombere er kommet for at blive. Så længe 'vores' side vil tage chancer men ikke risikere liv Krig uden tab hovedsagligt en amerikansk opfindelse) er selvmordsaktiisten den anden sides atomvåben.
PAUL VIRILIO - KRIGEN, BYEN OG DET POLITISKE Niels Brügger Ørkenskærmen og den globaliserede videoskopi
I august 1990 invaderede irakiske styrker som bekendt den lille oliestat Kuwait. Som svar herpå iværksatte forskellige vestlige og arabiske lande et forsvar af Saudi Arabien og Israel (Operation Ørkenskjold) og senere et angreb på de irakiske besættelsesstyrker (Operation Ørkenstorm). Med ét slag flød alle de problemstillinger, Virilio havde arbejdet med siden 1975, sammen i denne ene begivenhed: Golfkrigen. Derfor kommenterede Virilio disse begivenheder flittigt i utallige avis- og tidsskriftartikler, og i efteråret 1991 blev disse kommentarer samlet i bogen L'écran du désert ('Ørkenskærmen').
Ikke overraskende karakteriseres slagmarken således: "For fremtiden vil såvel de konventionelle som de ikke-konventionelle våbens ødelæggende kraft blive besejret af den øjeblikkelige dataoverførsel og af den uhyre nøjagtighed i styringen og navigationen af projektiler. Defensiven var i meget lang tid overlegen i forhold til offensiven, hvilket i århundreder har kendetegnet befæstningskunstens historie. Med artilleriets fremkomst mistede defensiven sin overlegenhed over offensiven, hvilket gælder til og med fremkomsten af atombomben, og dermed blev bevægelseskrigen også overlegen i forhold til belejringskrigen. I dag begynder en æra, hvor den absolutte hastighed i de våben, der forhindrer adgangen til slagmarken, er overlegen i forhold til bevægelsen og de relative hastigheder ved flytningen af mekaniserede styrker." (1991a, 12; 1991b, 45). Golfkrigen er med andre ord en krig, hvor det bliver føleligt, at beherskelsen af lysets hastighed samt tilstedeværelsen af en elektro-kybernetisk, teletopisk og immateriel front bliver stadig mere betydningsfuld, på bekostning af den atomare terrorbalances destruktive potentiale samt den geofysiske, topiske front.
Golfkrigen fandt imidlertid ikke kun sted i den persiske golf, den var derimod en verdenskrig, men en miniature. En verdenskrig, fordi den foregik i et verdens-omspændende satellitnet - en miniature, fordi den foregik på et uhyre begrænset geografisk område. Men det verdensomspændende satellitnet var ikke kun 'bærer' af en del af slagmarkens elektro-kybernetiske dimension (missilstyringen foregik i Atlanta, USA), det var samtidig 'bærer' af et andet af krigens våben: Den direkte billedtransmisssion til alverdens befolkninger (også her foregik styringen fra Atlanta, hvor CNN holder til). Med Golfkrigen blev det ifølge Virilio tydeligt, at den direkte live-transmission ikke er television, men videoskopi (1991a, 38). Videoskopiens sigte er ikke som den iscenesatte propaganda at søge at overbevise en modtager politisk eller ideologisk, men derimod at ryste ham, at gøre ham til et følelsesmæssigt gidsel, når han rammes af den rå, ubehandlede overinformation, som video-ballistikken udsender: "Ingen har længere den tid, der er nødvendig for at danne sig en mening; det eneste, der er tid til, er at gå fra én refleks til en anden." (1991a, 41). Den generalisering og globalisering af videoskopien, som med blandt andet CNN opleves for første gang af mange mennesker, giver således ikke plads til kritik og refleksion, men kun til afventen og refleks (dette gælder iøvrigt ikke kun seeren, men også i høj grad den journalist, der formodes at være garanten for det kritiske (jvf. f.eks. 1991a, 132)).
Der er således mange grunde til, at Golfkrigen kommer til at indtage en central position for Virilio. For det første har den karakter af generalprøve, ganske som den spanske borgerkrig havde i forhold til anden verdenskrig; den indvarsler dog ikke en kommende krig, men snarere hvordan det militære, det urbane og det politiske rum vil blive konfigureret i fremtiden, idet det for Virilio stadig er udgangspunktet, at de samme teknologier benyttes til at konstruere og organisere de tre rum (jvf. 1991a, 169). For det andet er Golfkrigen en vigtig begivenhed for Virilios eget værk, nemlig for så vidt den får karakter af en uomgængelig illustration og bekræftelse. I stor skala og synligt for enhver er krigen i den persiske golf Den Store Bekræftelse af de analyser og perspektiver, Virilio har udkastet siden 1975.
Golfkrigen - peger på en fremmedgørende sort mytologi - 9/11 genindfører en hvid mytologi og giver os en tro på virkeligheden. Ligeledes Abu Ghraib og Beslan.
Hvad er det der gør disse hændelser så stærke?! Forfatteren og journalisten Carsten Jensen mener bl.a. det er fordi hændelsen spejler torturkamrets psykologiske teknik: Hverdagsting som ellers forbindes med tryghed forvandles til smertepåførende genstande. >> passagerfly + arkitektur. Man mister tilliden til verden. Angrebet synes at komme, dog ikke i blinde, men utilregneligt og uden afsender. Carsten Jensen betegner terrorisme som en kommunikationsform - meningsløsheden er budskabet - forhandlingsmulighedernde styrter sammen i gruset sammen med tårnene og peger på et kommunikationsbrud.
Fjenden er umulig at lokalisere, fjenden er nemlig ikke et land der bekriger et andet land. Fjenden er overalt og ingen steder og infiltreret selv i egne rækker - USA leder stadig. Nogen SKAL bøde. Fundamentalismen er fjenden men den er tilstede i alle nationer, religioner og trosretninger. Operation uendelig retfærdighed (Operation Infinite Justice) er en tilkendegivelse af fundamentalismen - det er fundamentalisme. Den samme ide om 'os' og 'dem' - sort og hvid.
Barthes mytologier: Myten fungerer som et metasprog, hvis metaforiske struktur erstatter en kompleks historisk virkelighed med enkle symboler. Myten er ikke falsk i den forstand, at den lyver om fakta, den undlader visse elementer og fremhæver andre. Myten er en magtposition der bl.a. kan bruges til at erstatte kritisk analyse med stærke følelser. - Mytens funktion er at videregive historiske erfaringer vigtigt for et samfund. Myten er ikke historieskrivning og kan derfor ikke fordømmes som falsk. Et samfunds mytologi er ifølge Slotkin "en samling fortællinger der dramatiserer et folks eller et samfunds verdenssyn og historieopfattelse og reducerer århundredes erfaringer til en samling overbevisende metaforer." Mytologier er en samling fortællinger vi bruger til at finde en plads - både mentalt og fysisk - i verden. Barthes har et ønske om at afmytologisere samfundet - Men myter giver os rammer for at handle og drømme, og deres funktion kan sammenlignes med den rolle vores ideal-jeg har for hver enkelt af os. >> nationens ideal-jeg. Nutiden fibder forklaringer i fortidens mytologier.
Bourdieu: Nyhedsjournalistikken presses så langt af seertal at kun allerede vedtagne ting vises - de mentale strukturer lades intakte. Bruce A. Williams: I terror-tilfælde samles den politiske verden i et standpunkt og journalisterne kan derved ikke indtage forskellige standpunkter. Kritik af offernationen udebliver. Internettet bliver i forbindelse med nationens mytologisering af hendelser et frit spillerum for kritik. Et faktum der for alvor kom til udtryk under 9/11
Bush-hjemmesider:
www.bushflesh.com
www.bushflesh.com/year.html
www.bushflesh.com/idiot.html
www.wearabledissent.com/101/floridaballot.html