Hanne-Louise Johannesen - forår 2005

* Cyborgens repræsentationshistorie med fokus på arkitektur og ideologi
* Metropolis – arkitektonisk beskrivelse
* Cyborg - begrebsindkredsning
* Metropolis – Maria og Maria

CYBORGENS REPRÆSENTATIONSHISTORIE MED FOKUS PÅ ARKITEKTUR OG IDEOLOGI:

Historien om cyborgen der ikke længere gad at fusionere med maskinerne som en anden Arnold og heller ikke gad at klones i det uendelige som en anden Agent Smith men hellere ville fusionere med arkitekturen.

Forestillinger om cyborgen, som truende ’art’, holdes fast i den menneskelige skikkelse i langt de fleste science fiction fortællinger. En mytologisk fastholdelse, der ligeledes gør sig gældende i forskningen. Skiftende magtdiskurser mellem menneske og maskine bærer til stadighed nyt ved til Roland Barthes mytologiske bål. Mytologier om cyborgen og dens rumlige affinitet har skiftende karakter og er med til at skabe cyborgens identitet og fastholde troen på, at maskinerne, hvis de nogensinde skulle få overtaget i verden, vil have menneskeskikkelse. En tåbelig tanke da den menneskelige krops sammensætning er en klods om benet på en sammensmeltning mellem organisme og samtidens maskiner baseret på immaterielle informationer. Fastholdelsen i den menneskelige skikkelse giver form til vores forhåbninger om en forbedret krop, samtidig med at vores frygt for teknologien får det samme velkendte udseende. Et udseende der i kraft af at blive gjort til den anden giver os en hjælpende hånd i forhold til vores flossede identitetsskabende rammer. Men hvis den anden er for forskellig fra os har vi svært ved netop at benytte den anden som identitets-former.

Begrebet cyborg blev oprindeligt udviklet indenfor rumforskning til at betegne sammenkoblingen mellem krop og maskine. Siden har maskinen ændret karakter fra at formfuldende gentagelsen og præcisionen til at mestre kompleksitet, variation og relationer. Dette bringer ideen om cyborgen, og dermed kroppen, dybere og dybere ind i en immateriel digital verden, hvor relationer til andre immaterialiteter danner grundlaget for eksistens. Koblingen til den mekaniske maskine afløses af koblingen til den netværks-baserede. Samtidig argumenterer en række teoretikere for, at vi alle er cyborgs, da vi i vores hverdag er afhængige af teknologi, og indretter os på de præmisser, der gives med den teknologiske udvikling.

Cyborgen indskriver sig i en visuel historie, der rækker langt bagud i forhold til kybernetikken, der er grundbegrebet bag cyborgen, og er en del af menneskets evige søgen efter den perfekte krop. En søgen uden forløsning, der netop derfor vedvarende fostrer nye forestillinger om den komplette fejlfrie krop, repræsenteret præcis ved det den ikke er og ikke kan være. Det er denne søgen, der fungerer som drivkraften i en idealiserende billedliggørelse af kroppen, som i dag manifesterer sig som en længsel efter kroppen uden begrænsning, uden forfald og uden rumlige og tidslige forankringer. Det artificielle har gennem denne historie repræsenteret en forhåbning om realisering af den uopnåelige, idealiserede og udødelige krop.

Gordon Craig præsenterede i 1912 visionen om en overmarionette - en figur, som skulle erstatte den ufuldendte skuespiller, der med sin personlighed og sine stjernenykker ødelagde scenerummet. For Craig handlede teatret ikke om illusion, men om ideen om verden og ideen om mennesket. Overmarionetten kom til at stå som en manifestation af det enkelte menneskes ufuldkommenhed, i forhold til mennesket som fænomen. Den samme ufuldkommenhed er drivkraften i skabelsen af cyborgen.

Le Corbusier talte om arkitekturen som en maskine, hvis funktion er at skabe ramme og systematik i det ’at bo’. Nogle af nutidens arkitekter taler om arkitektur som organisme; som noget vi kan plante, dyrke og kultivere eller som digitale livsformer, der kan være med til at give arkitekturen et egetliv. For Le Corbusier handlede det om, at arkitekturen skulle fungere som en helhed, hvor enhed og harmoni var elementært. Arkitekten skulle tage højde for funktionalitet og velvære, og ’bomaskinen’ skulle være der for mennesket men i øvrigt ikke blande sig i dets fysiologi. Den moderne by skulle være arrangeret som en maskine med central koordination og masseproduktion, med form der følger funktionen og den æstetik der derved medfølger. I Le Corcusiers optik skulle byens trængsel elimineres ved at forøge befolkningstætheden. Byen skulle arrangeres vertikalt og samtidig være omgivet af åbne vidder. Nutidens idealiserede bomaskine skal snarere anskues som en dynamisk funderet designproces, der ikke opererer ud fra formelle udformninger, men ud fra ønsket om at skabe gensidige påvirkninger mellem arkitektur og menneske, hvor arkitektur bliver til i en interaktion mellem personlige erfaringer, kulturelle konventioner, innovation og materiale. Ifølge denne optik vil mennesket ideelt set søge at fusionere med arkitekturen, da det på disse vilkår må deltage i skabelsen af den omgivende arkitektur og dermed performe sin affinitet. Det performative som begreb implementeret på arkitektur åbner, efter min mening, op for en ’fusion’ af menneske og rum, som evner at sammenholde krop og tanke: Det performative fordrer deltagelse i rumlig forstand og netop ved aktiv deltagelse flyttes fokus fra det blot relationelle til skabelsen af affinitet.

Dette kursus søger gennem en række film at se på de forskellige sammenblandinger af menneske-maskine-arkitektur der forekommer. Primært på de forandringer der er sket fra den industrialiserede utopi over det altfavnende fælles hallucinationsrum cyberspace til decentral ’maskin’-implementering i  fysiske ’bestanddele’.

METROPOLIS - arkitekturvision: 

Metropolis er instrueret af Fritz Lang (1927) og skrevet af Lang og hans kone Thea von Harbou. Handlingen udspiller sig i et futuristisk scenarium placeret i 2026 og fremtræder som et melodrama om sønnen til den mand der leder Metropolis. Sønnen Freder forelsker sig hovedkuls i Maria som kommer fra arbejderklassen der er placeret i en by under byen. I jagten på at genfinde Maria bliver Freder konfronteret med de umenneskelige forhold hvorunder arbejderne tvinges til 10 timers skifteholdsarbejde. Freder overtager arbejder 11811’s plads og bliver efter ti timers slid og skrækscenarievisioner introduceret til arbejdernes ønske om at gøre oprør. Et oprør der kun bliver holdt i skak fordi Maria lover dem en formidler. Arkitekturen bliver gjort til organisme i Freders visioner. En altædende organisme der fortærer arbejdermassen. Arbejderne reduceres til maskindele.

Filmen er tidstypisk i sit ekspressionistiske udtryk. Den bugner af symbolisme. Religiøse såvel som politiske. Stjernen som ondskaben – nødvendigheden af et ’hoved’ der kan lede den arbejdende krop. Tanker om degeneration som vises i middelklassens begær efter ’den faldne Maria’ mm.   

"The mediator between the head and the hand must be the heart"

Filmen fremstiller på den ene side vores dybe afhængighed af teknologi og på den anden side frygten for det ideal vi søger at opnå og som er fremdriften i ’det teknologiske fremskridt’ og forskydninger i billedliggørelsen af det perfekte. Samtidig fremstår filmen som en mediator mellem mennesket og den fremtid man i 1927 var i besiddelse af. Filmen indgår i Science-Fiction-genren der i modsætning til fantacy-genren skal fremstå plausibel i sin beskrivelse af den forestillede fiktion. Der skal være en forklaring på de teknologiske muligheder, hvilket ikke inkluderer magi.

Fritz Lang siges at være inspireret af det syn der mødte ham ved indsejlingen til New York – N.Y. skyline anno 1924. Fritz Lang er med sin fortælling med til at æstetisere skyskraberen og bringe den væk fra en udelukkende økonomisk magtrelation.

Maskinen i Metropolis er bindeleddet mellem menneske og arkitektur, og hænger fint sammen med Frits Langs samtidige på Bauhaus skolen:

Citat Walter Gropius: The Bauhaus believes the machine to be our modern medium of design and seeks to come to terms with it.

Både menneske og arkitektur bliver rationaliseret og gjort til elementer i det store maskineri. Maskinen i Metropolis er et billede på den meningsløshed der er for den enkelte arbejder, der mister overblikket i forhold til den samlede produktion. Ved samlebåndsarbejde fokuseres der på detaljen og der totale overblik mistes.

Bauman: Den industrielle revolution kan anskues som en bevægelse fra det vanestyrede net af lokale interaktioner, hvor hver havde sin funktion i samfundet med en A til Z karakter - til det opgavestyrede fabriksarbejde hvor en person står for A en anden for Z. Den lokale netværksstruktur er svær at undertrykke da der bringes uorden i hele netværket hvis et af dets tråde overskæres.

Samlebåndsarbejdet medførte en 'krig' mod fællesskabet, med det officielle formål om at befri individet fra massernes inerti. Det egentlige mål kan anskues modsat; som nedbrydning af fællesskabet til en masse af individer.

Frihed kontra fællesskab - frihed som risiko og den enes frihed på bekostning af andres undertrykkelse. Fællesskabet bygges på det uudsigelige og intuition. Derfor ødelægges fællesskabet når det italesættes og bliver gjort til genstand for analyser. 'Anderledeshed' er oprindeligt knyttet til opdelingen 'os' og 'dem'. En betydning mange holder fast i med næb og klør for 'anderledesheden' ved 'dem' opretholder 'vores' fællesskab. Individualiteten har skabt en anden 'anderledeshed' på godt og ondt: 'jeg' og 'resten af verden' - både en følelse af unikhed men også en følelse af ikke at høre til nogen steder. 'Ensartetheden' indadtil i 'os' er forsvundet.

Menneskets påståede dovenskab - degenereringsteorien - hang sammen med massernes underkastelse af ensartet tilsyneladende meningsløse arbejde.

Opbyggelse af panoptikonet (den industrielle revolution):
Fællesskabets 'naturlige' fremdrift og forståelse for arbejdsopgaver og position af det enkelte individ i sammenhæng med fællesskabet erstattes af kunstigt frembragte, påtvungne og overvågede rutiner. ikke længere plads til det ustabile moment af håndværksmæssig instinkt med hunger efter hæder, ære og værdighed som fremdrift. Afsky for det formålsløse. Direktørrevolution: (Skelnen imellem ejere og direktører.) Magten sidder i evnen til at træffe beslutninger - direktørens magt. Retten til at styre mennesker, kommandere, at fastsætte adfærdsregler og sørge for at de blev overholdt. - kunstige specielt designede rutiner.

Demonteringen af panoptikonet (postindustrialisme):
Den store uforpligtetheds tid. Direktionen laver samme forsvindingsnummer som kapitalejerne gjorde. Mindre engagement, højere tempo, fleksibilitet, uddelegering. Deregulering efterspørges - magtfulde ønsker ikke at reguleres og ønsker ikke at regulere andre. Herredømmet ligger ikke længere i de regerendes evne til at overvåge de regulerede og tvinge til lydighed. Panoptikonets uvished om overvågning og derigennem selvopdragelse til lydighed er forsvundet til fordel for en uvished hos de regerede om hvilket træk de regerende næste gang gør og hvilke ændrede rutiner der indsættes. 

Citat Bauman: Når de der varetager deres livsopgaver, til stadighed må leve med risikoen for at de som bestemmer det miljø, i hvilket livsopgaver nødvendigvis må varetages, uden videre kan ændre reglerne eller bringe de gældende aftaler til ophør, er chancerne for en modstand mod magthavernes træk - og især en stabil, organiseret og solidarisk modstand - minimale, stort set ikke-eksisterende.

Vejen til større frihed for individet. Men ikke belagt med guld: Det panoptiske regime var grusomt - meningsløst slaveri - berøvelse af muligheden for hæder, ære og værdighed, men panoptikonets ofre kunne indskrive deres forhåbninger og drømme i en bedre fremtid. Den soliditet der var i panoptikonet (begge parter var naglet tilstedet). Vreden kunne rettes et sted hen og solidariteten kunne blomstre. Et gode der har gjort sig bemærket i kraft af dets forsvinden.

Magten over 'arbejderne' eksisterer stadig. Ikke længere interesseret i overvågning og styring af rutiner, men udnytter de underordnedes mangel på selvsikkerhed (skiftende grundlag for opbygning af selvsikkerhed). Beherskelsen ovenfra er blevet formløs, ikke konsistent og derfor vanskelig at angribe. 

Citat Bauman: Den fagre nye verden er ikke blevet mere fleksibel' - sådan som dens talsmænd ynder at fremstille den - men snarere skrøbelig og smuldrende.

Arkitekturvisionen – Otto Hunte. Han havde ingen forbilleder og hans samtids arkitektur havde ingen stilart han kunne ’kopiere’. Arkitekterne tog blot favntag med nye udtryk. 

Brugte Schüfftan Process:

Usually achieved through the use of angled mirrors the Schufftan Process, named for the German cinematographer Eugen Schufftan. The process itself combines portions of a studio with miniatures or works of art, or, individuals with reflected images of photographs of certain locations. 

Eugen Schufftan udviklede teknikken til en Gullivers rejse film der aldrig blev færdiggjort og Metropolis var derfor den første film hvor teknikken blev brugt.

Første utopia der gengives vertikalt i den grad – modificering af udtalelsen >> babelstårnet der er en central struktur i filmen er vel i den grad en vertikal utopi. 

CYBORG:

Cyborg er en sammentrækning af kybernetisk organisme. Kybernetikkens omdrejningspunkt er overordnet kontrol, kommunikation og information i selvregulerende systemer, og blev introduceret i 1948 af Norbert Wiener i bogen Cybernetics, or Control and Communication in the Animal and the Machine. Wiener beskæftigede sig med studiet af kommunikation og kontrol af dyr og maskiner. Senere blev kybernetikken appliceret på studier af mennesker og samfund. Kybernetik inddrager en lang række forskellige videnskabelige discipliner spændende over biologi, matematik, kunstig intelligens og sociologiske studier af et system der gennem feedback og respons vil søge at opnå ligevægt i forhold til dets omgivelser. Den grundlæggende anskuelse for kybernetikken er at informationer kan løsrives fra materie og er dermed reduceres til det binære alfabet. En tanke der ses tydeligt i Claude Shannons definition af information fra 1948 som sandsynlighedsfunktion uden dimensioner, uden materie og uden en nødvendig tilknytning til mening. Information er et mønster udenfor nuet og uden tilstedeværelse. Det er en tanke der underbygges af poststrukturalistiske tænkere i grundholdningen om at alt er konstruktion.  Kybernetik og informationsopfattelse vokser frem hån i hånd, hvilket bl.a. betyder at de egenskaber, mennesker er udstyret med og tilegner sig, kan forstås som information, som kan genskabes i en informationsprocesserende maskine af tilpas kompleksitet. Informationen kan gøres kropsløs, og dermed kan mennesker, maskiner og natur studeres på lige fod. Termen cyborg blev introduceret 1960, i første omgang for at beskrive en laboratoriemus med en osmosepumpe indopereret i halen. I 1960 foreslog Manfred E. Clynes og Nathan S. Kline, at denne teknik med fordel kunne anvendes på astronauter for at overkomme vanskelighederne ved lange rumrejser, således at der skabtes ”Artifact-organism systems which would extend man’s unconscious, selfregulatory controls”. Cyborgens rødder er i naturvidenskaben, og den er primært vokset frem indenfor forskning i medicin og styringsmekanismer i det militærindustrielle kompleks i USA. Med tiden har cyborg-teknologier vundet indpas indenfor en række andre anvendelsesområder – ”other major centers of actual cyborg creation are entertainment (print, film, games, and action figures) and work (the computer industry, certainly, but also the cybernetization all industry)”. Således er cyborgs i teknisk forstand i dag en meget reel og håndgribelig del af virkeligheden, og ifølge N. Katherine Hayles kan omkring en tiendedel af USAs befolkning i teknisk forstand betragtes som cyborgs pga. forskellige kropstransformerende teknologier – pacemakers til at holde hjertet igang, kunstige hofteled støbt fast til kroppen med BoneLoc, implanterede medicindoserende systemer, kunstig hud fremdyrket i vækstkar, laseropererede øjne med kunstige hornhinder etc. Derudover kan langt flere mennesker siges at indgå i kyborgiske relationer med dele af deres omgivelser, idet de indgår i handlingsrækker af kontinuerlige feedback loops i interaktion med teknologi: ”A much higher percentage participate in occupations that make them into metaphoric cyborgs, including the computer keyboarder joined in a cybernetic circuit with the screen, the neurosurgeon guided by fiber optic microscopy during an operation, and the teen gameplayer in the local videogame arcade.”

Maria den jomfruelige og Maria Magdalena

Maria Magdalena (eller robot-Maria) er den lydige, hun gør blot som det begærende mandlige blik og Rotwang befaler. ’De begærende’ ønsker en femme fatal og i robot-Maria får de et automatiseret ukompliceret eksemplar. Robotten i sig selv fremstår som ren, uskyldig og uden egen vilje. Det er først når den bliver ’besmittet’ med det menneskelige kød og Rotwangs fordrejede sind at robotten fremtræder som ond.

Den jomfruelige Maria er fremstillet som god men har en egen vilje der i Joh Fredersens øjne absolut ikke er god, men noget der kan udnyttes til at give arbejderne en lærestreg og udpensle deres afhængighed af teknologien.

Begge Maria-versioner forfører deres tilhængere, henholdsvis seksuelt og religiøst – begge elementer er dog uddrevet i den sidste scene hvor Freder er formidleren. Folket skal finde en leder blandt dem selv og ikke lade sig lede hverken af det seksuelle begær eller det irrationelle kristne ord. Fremskridtet er tværtimod den sande vej frem. Og babelstårnet kan lede videre når bare en fælles forståelse og en mediering kan finde sted.

Bebels-myten: Oprindeligt var der en gud til at straffe ’opfinderen’ for hans hovmod – at ville bygge ind i himlen. Men i 1927 og frem eksisterer gud ikke længere – måske derfor må det opfinderen skaber vende sig mod ham og straffe ham (og menneskeheden) for hans hovmod??

LITTERATUR:

Roland Barthes: Mytologier

Tom Gunning: The Films of Fritz Lang – Allegories of Vision and Modernity

Kathrine Hayles: How we became posthuman

Kasper Lippert-Rasmussen: Der må da være en grænse! – Om holdninger til ny teknologi

Norbert Wiener: Cybernetics, or Control and Communication in the Animal and the Machine, The Technology Press and John Wiley & Sons, Inc., New York, 1948