Hanne-Louise Johannesen - forår 2005

* Barbarella – symbiose, kærlighed og rumkapløb
* Donna Haraway og cyberfeminisme
* Samtidige visioner: Archigram, Hans Hollein og Verner Panton

Barbarella:

Jane Fonda i hovedrollen. I filmen står hun for det hun senere tager afstand fra som et feministisk ikon - nemlig kvinden som letlevende sexsymbol. Jane Fonda efterfulgte Brigitte Bardot som Roger Vadims foretrukne ’sex kitten’. Vadim har været gift med dem begge. Barbarella er baseret på en tegneserie af Jean-Claude Forest fra 1962. Babarellas eventyr starter da hun af jordens præsident bliver bedt om at finde videnskabsmanden Duran Duran som har opfundet en positronbombe. Barbarella rejser til planeten Tau Ceti for at forhindre Duran Duran i at starte en krig og ødelægge den fred og harmoni der har hersket i galaksen i hundreder af år. I byen Sogo har den sorte dronning (the great tyrant) opbygget en sikker havn for det onde og de ’beskidte’ lyster. Sogo er placeret oven på en sø ikke med vand men med mathmos som er et levende materie med en vis form for intelligens. Mathmos (måske en materiel udgave af kosmos, hvem ved) er positivt ladet og lever derfor af negative tanker og handlinger, hvilket tiltrækker det onde.  Specielle effekter i denne film er elendige i kvalitet men vinder i opfindsomhed og i evnen til at fremvise en rendyrket arkitekturvision fra 60’erne. Filmen er rigtig dårlig – så dårlig at den er helt fantastisk siger en anmelder.

Barbarella er samtidig med rumkapløbet og forestillingen om, hvordan det vil være at bo i rummet og befolke hele galakser, er i centrum. Filmen (sammen med mange samtidige film) er en kvantificering af  de kendsgerninger, der er fremkommet med menneskets mulighed for at opholde sig i verdensrummet. 

’First comes the melting, a destruction, yes, but not an absolute destruction, not an end in it selv, but rather a submission, an accomodation, an act, in this context, almost of love. A giving so that something can be gained: man abandoning part of his old identity, melting so that he can be forged anew, fashioned insuch a way that he can be welded to machines that amplify his senses, extend his grasp, deepen his understanding of himself and his world. Together, man and machine become something more than life, an evolutionary chimera (hjernespind), a cybernetic organism, a cyborg.’

David Rorvik: As Man Becomes Machine

Rorvik sætter i bogen spørgsmålstegn ved denne beskrivelse af sammensmeltningen skal det refærdigvis siges. Men citatet peger på, at en utopisk forestilling om foreningen af menneske og maskine var til stede og Barbarellas symbiotiske næsten seksuelle forhold til sit rumskib peger i samme retning. Filmen indeholder en snert af feminisme –dels kvinden som magtfigur eksemplificeret ved ”the great tyrant” og Barbarellas kvindelige seksualitet der kan ødelægge mandens rationelle maskine. (Duran Duran: ”You will die of plaesure”), dels den seksuelle frigørelse.

Den gryende feminisme i Barbarella er dog langt fra Dona Harraways feministiske 90'er kritik af teknologi og medicin som forskydningsparametre i forhold til behandlingen af (kvinde)kroppen som videnskab og som en patriarkalsk epistemologi.

Donna Haraway: A Cyborg Manifesto: Science, Technology, and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century. 1985. Haraway opstiller cyborgen som en historiefortæller. I den givne cyborgs samtid finder en åbenlys udveksling eller overstrømning af ideer sted mellem forskellige afkroge af virkeligheden. Cyborgen opstilles som forklarings- eller forståelsesmodel, og dermed som et billede på den givne tids ideologier, forhåbninger og skrækscenarier.

“By the late twentieth century, our time, a mythic time, we are all chimeras, theorized and fabricated hybrids of machine and organism; in short, we are cyborgs. The cyborg is our ontology; it gives us our politics. The cyborg is a condensed image of both imagination and material reality”

Teksten er en reaktion på ’vestlig’ forskning, teknologi og politik. En tradition af racistisk, mandsdomineret kapitalisme. Haraway vil udforske og fremhæve den grænseusikkerhed der er iboende cyborgen.

”the cyborg is a kind of disassembled and reassembled, postmodern collective and personal self.”

På det tidspunkt, hvor Donna Haraway introducerer cyborgen som figur, var verden allerede befolket med et væld af kybernetiske organismer: Cyborgs i strengt teknisk forstand, metaforiske cyborgs og fiktive cyborgs. Det er en verden, hvor teknologi og videnskab ikke længere blot kan forstås og kontrolleres fra indersiden af et laboratorie:

“Big Science in this world is not a source of quaint Mr Wizard marvels, but an omnipresent, all-permeating, definitive force. It is a sheet of mutating radiation pouring through a crowd, a jam-packed Global Bus roaring wildly up an exponential slope.”

Som manifestformen foreslår, indeholder artiklen både en kritisk analyse af eksisterende sociale, kulturelle og kønsspecifikke forhold og en vision om en anden og måske bedre fremtid. Haraway opstiller cyborgen som en radikal udfordring til forestillingen om stabile identiteter, der har været fremherskende i klassisk tænkning. I stedet fremstiller hun et heterogent og dynamisk syn på subjekt og identitet. Cyborgen er i Haraways optik en fortælling om diametrale modsætningsforhold, som menneske-maskine, kultur-natur, maskulinitet-femininitet, tanke-krop, før-nu, teknofobi-teknofili, fiktion-realitet m.fl. Cyborgen bliver en manifestation og en konkretisering af et opgør med dualismen.

Cyborgen er med Haraways ord en materiel-semiotisk figur, da den på samme tid eksisterer som en håndgribelighed i verden og som en mytisk figur i en mere eller mindre fælles populærkulturel bevidsthed. Det er en sammensat, kompleks skabning, der bebor en sammensat, kompleks verden.

Cyborgen er med til at destabilisere og grænseforskyde ’klassiske’ forklaringsmodeller af verden og er er samtidig i al sin paradoksalitet og tvetydighed født ud af disse forskydninger. Cyborgen har intet enkelt hjemsted og kan ikke rummes af en fast ideologi, men må hele tiden genoverveje sin egen sammensatte natur. Cyborgen må udvikle sig i takt med sine delelementer.

Cyborgen er ladet med teknologiske og populærkulturelle konnotationer, politisk intentionalitet og erkendelsesteoretiske problemstillinger og i Haraways udgave bliver den en medfortæller af en myte om vilkårene i 1980’erne. Manifestformens iboende polemiske og politiske karakter giver cyborgen en veldefineret rolle i forhold til Haraways ærinde. Cyborgen besidder et potentiale for at udrette noget og for at forskyde politiske, sociale og kønsspecifikke grænser ved til stadighed at repræsentere myten om 'virkeligheden'.

90'ernes cyborg belyser sexisme og forestillinger om den videnskabelige konstruktion af (kvinde)kroppen. Samtidig kan man rette en kritik af 'laboratoriet' hvor kønskonstruktionen skabes af videnskabsmanden og stille spørgsmålstegn ved, hvordan 'videnskabskulturer' konstruerer køn/gender.

Archigram startede som en ’hastebesked’ eller en meddelelse om en ”... new generation.... must rise” og fortsatte derefter som en føljeton af publikationer og udstillinger, som alle var karakteriseret ved dristig kritik og provokerende synteser. Deres værker og publikationer var blandt 60’ernes mest indflydelsesrige chokbølger for arkitekter og byplanlæggere (den vestlige) verden over. I et årti der endte i social og politisk oprør, opererede denne gruppe unge London-baserede arkitekter udfra et ønske om at lave en miljømæssig revolution. Archigram udforskede forandringer og nye muligheder der opstod med de nye rumteknologier.

Projekter som "Plug-in City", "Blow out Village", "Living Pod", "Walking City", "Instant City" og "Ad Hoc" tilhører Archigrams visuelle og intellektuelle vokabularium. Archigram brugte tilgængelige medier fra samtiden; reklame, montage, plastik, affald mm. Der hvor deres ideer blev smukkest og mest kraftfuldt udført var i deres tegninger og collager hvor forandring og tilpasningsevner, flow og bevægelse er centrale. Effekterne af deres påfund var udtryksfulde, skandaløse, udfordrende, intense og altid poetiske.

Hans tese er, at de traditionelle begrænsede begrebsbestemmelser og definitioner for arkitektur har mistet deres gyldighed. Han opstillede fire punkter, der hver især angav nogle arkitektoniske værdier, som han derefter forsøgte at udvide:

 - Arkitektur er kultisk, den er monument, symbol, tegn og ekspression.

 - Arkitektur er kontrol over kropsvarmen - den giver beskyttende husly.

 - Arkitektur er bestemmelsen og fastlæggelsen af rummet og omverdenen.

 - Arkitektur er betingelsen for en psykologisk tilstand.

Fjernsyn, transport, beklædning og husly bestemmer vores omverden, og deres mening rækker langt ud over en traditionel konstatering. De menneskelige sanser er grundlaget for iagttagelse af omverdenen. Hvordan mennesket definerer de midler det omgås og fastlægger omverdenen, beror på en udvidelse eller en forlængelse af sanserne siger Hollein. Mennesket skaber tilstande på en kunstig måde i deres forlængelse af sanserne. Det er præcis de kunstigt skabte tilstande, som er arkitektur i videste forstand. Ifølge Hollein mangler hans samtids - og fortids - arkitekter visioner. Han drager en sammenligning imellem arkitektur og strategi og hævder, at man indenfor strategiske sammenhænge stadig ville bygge bymure og vagttårne, hvis udviklingen havde været lige så langsommelig for strateger som den var hos arkitekter.

Hollein ønsker at bevæge sig væk fra kun at tænke i bygningsværker og materialer. Hvis de vil være med der, hvor arkitekturen er progressiv må arkitekterne indse muligheden for bygningsværkets mulige overtagelse af nye medier som radio, fjernsyn og telefon (og computeren vil jeg tillade mig at tilføje). Han nævner skolen som et område, hvor bygningen kan overflødiggøres.

Arkitektur udvides ved hjælp af teknologi. telefonboksen indeslutter en global verden. Et andet eksempel på teknologiens udvidelse af de arkitektoniske rammer er jagerpilotens hjelm, som er bindeled mellem piloten og omverdenen via telekommunikation.

Disse ekstreme defineringer af arkitektur fører, via rumdragten som den nærmest perfekte 'bolig' med kontrol af legemstemperatur, næringstilførsel, 'affaldssortering' og lignende, videre til mulighederne for de psykiske rammer indenfor en kunstigt skabt verden. Værdierne af den traditionelle arkitektur falder bort (som ide - for vi render da heldigvis ikke rundt med hjemmet på nakken som en snegl, på trods af at mange af de ting, der før var knyttet til hjemmet, nu medbringes - computer, telefon og musikanlæg eller for at bruge deres mere bevægelige navne: den bærbare, mobilen og walk-man'en). Vor tids ægte arkitektur er ved at omdefinere sig som medie og udvide dens midler. Områder udenfor de traditionelle bygningsrelaterede griber ind i arkitekturen, lige såvel som arkitekturen og arkitekterne breder sig langt ind i omverdenen. - For Hollein er alle arkitekter, og alt er arkitektur.

Dansk designs ’pauseklovn’. Placerer sig som en mellemting mellem organisk modernisme, pop, psykedelia og alternativ design. Panton-stolen blev brugt i Stanley Kubricks film Space Odyssey 2001 fra 1968.

Verner Pantons design peger i samme retning som f.eks. Barbarelle, Space Odyssey 2001 og Star Trek, hvor galakseborgere rejser hurtigere end lysets hastighed til universets randområder for at møde ukendte lurende farer, måske kærlighed og hjælpende hænder i et moderne eventyr.

Barbarella repræsenterer en utopi, hvor alle jordiske forskelle er ophævede. raceforskelle er forduftet og trods den kolde krigs intensivering er der fred i universet. Menneskeheden er forenet da de forskelle der var reelle i 60'erne virkede uden betydning i forhold til forestillingen om universets mangfoldighed.

Verner Panton som tungtvejende eksponent for 60'ernes design må nødvendigvis hænge sammen med de utopiske forestillingerom en fremtid løsrevet fra jordisk polimik. bl.a repræsenteret ved Barbarella. Pantons Visiona II: Et Barbarella'sk uvirkeligt og oversanseligt rum, hvor det problemfrie liv kan nydes uden A-kraft, Koreakrig og politisk undertrykkelse og hvor den seksuelle frigørelse er på højde med den ophævede tyngdekraft.

Litteratur:

David Rorvik: As Man Becomes Machine – The evolution of the Cyborg, Souvenir Press. London 1973

Donna Haraway: Cyborg Manifesto

Hans Hollein: Alles ist Architecture

Ida Engholm: Verner Panton. 2004. Aschenhoug